En tilgængelig vej bør ikke altid følges, og en tilsyneladende mulighed berettiger ikke altid til kamp. Kapitel 8 i Krigskunsten undersøger disse undtagelser og de reaktioner hos en kommandør, der kan forhindre ham i at erkende dem.
At tilpasse sig er ikke det samme som at opgive målet
Kapitel 8 sætter spørgsmålstegn ved automatisk anvendelse af en regel, når omstændighederne ændrer sig. I Lionel Giles’ oversættelse fra 1910 omtales veje, der ikke bør følges, hære, der ikke bør angribes, og byer, hvis belejring bør opgives. At en handling er mulig, betyder ikke, at den bidrager til felttogets formål.
Denne forskel mellem at kende en mulighed og at vurdere, om den er hensigtsmæssig, går igen i terræn og tilpasning: kapitel 8 til 11. Det er ikke nok at vide, hvordan et sted er. Ledelsen må sætte stedets egenskaber i forhold til hærens situation, modpartens reaktion og de tilgængelige ressourcer.
Den kinesiske titel henviser til ni variationer, men Giles bemærker, at han ikke kan finde en entydig opregning af ni ændringer. I sin note følger han Wang Xi, der fortolker tallet som en ubestemt mængde. Det er en kommenteret læsning af titlen, ikke et bevis på, at der findes en tabt liste, som vi kan rekonstruere. Det giver heller ikke grundlag for at indsætte kapitlets ni situationer fra kapitel 11 her.
En af undtagelserne er muligheden for ikke at udføre bestemte ordrer fra suverænen. Afsnittet rejser spørgsmålet om generalens ansvar, når forholdene kan gøre en instruktion skadelig. Det fastslår ikke, at enhver personlig uenighed berettiger til ulydighed, eller at militære ledere er fritaget for at stå til ansvar for deres beslutninger.
Zhang Yus kommentar foreslår en konkret skelnen: En by bør ikke angribes, hvis den ikke kan holdes, når den først er erobret, eller hvis det ikke giver problemer at lade den ligge bag sig. Besættelsen vurderes ud fra dens efterfølgende nytte.
Fleksibilitet bygger dernæst på at overveje fordele og ulemper samlet. En kort rute kan spare tid og samtidig bringe forsyningerne i fare. En pause kan bevare styrkerne, men lade en mulighed gå tabt. Analysen ændrer sig, når begge virkninger medregnes, i stedet for kun at vælge den, der bekræfter den oprindelige plan.
Generalens fem farer
Den sidste del peger på fem dispositioner, der kan gøre en kommandør forudsigelig. Giles oversætter dem som dumdristighed, fejhed, irritabelt temperament, æresfølelse og overdreven bekymring for soldaterne. Fælles for dem er, at en personlig reaktion får lov til at skubbe vurderingen af situationen til side.
Følgende tabel opsummerer denne læsning. Kontrolspørgsmålene er forslag til analyse af beslutninger, ikke et gammelt spørgeskema eller et redskab til psykologisk diagnosticering.
| Risiko | Konsekvens i argumentationen | Kontrolspørgsmål |
|---|---|---|
| Dumdristighed | At søge konfrontation uden at vurdere betingelserne udsætter én for at blive udslettet. | Hvilken grund, ud over at bevise sit mod, taler for at handle? |
| Fejhed eller behovet for at redde sig selv for enhver pris | At afvise enhver risiko kan begrænse mulighederne så meget, at man gør det lettere for modparten at tage én til fange. | Sammenligner man også med risikoen ved ikke at handle? |
| Hidsig reaktion | En provokation kan bestemme tidspunktet for svaret. | Ville beslutningen stadig virke hensigtsmæssig, hvis fornærmelsen ikke havde fundet sted? |
| Overdrevent nærtagende æresfølelse | Frygten for skam kan tvinge én til at handle unødigt. | Beskytter man målet eller kommandørens personlige omdømme? |
| Overdreven bekymring for soldaterne | Fokus på en umiddelbar vanskelighed kan forhindre, at man vurderer konsekvenserne for helheden. | Reducerer tiltaget den samlede fare, eller udskyder det blot et ubehag? |
Den anden risiko betyder ikke, at enhver tilbagetrækning er fejhed. Kritikken retter sig mod manglende evne til at overveje en risiko, selv når det forværrer ens position at lade være. Tilsvarende fordømmer den fjerde risiko ikke integritet: Giles skelner mellem æresfølelse og følsomhed over for rygter og nedrakning.
Den femte fare kræver særlig omtanke. I sin kommentar præciserer Giles, at man ikke anbefaler at være ligeglad med troppernes velfærd. Spændingen består mellem en beslutning, der beskytter på kort sigt, og dens mulige senere virkninger. Denne fortolkning er ikke en generel undskyldning for at forsømme mennesker.
Betegnelserne beskriver risici ved militær dømmekraft, ikke fem sygdomme eller fem faste personlighedstyper. Deres forbindelse til de seks terræntyper i kapitel 10 ligger i ledelsens ansvar: At tilskrive en fiasko omgivelserne kan skjule en beslutning, der kunne være undgået.
Gennemgå en beslutning, før den føres ud i livet
I en hypotetisk militærøvelse har en general planlagt at fortsætte marchen næste dag. Der kommer en rapport, som sår tvivl om, hvorvidt der er forsyninger nok på destinationen. Hvis man holder fast i datoen, overholdes tidsplanen; hvis man gør holdt, får man tid til at kontrollere oplysningerne, men de nuværende reserver vil blive brugt op i længere tid.
Problemet kræver, at man sammenligner disse konsekvenser og vurderer rapportens pålidelighed. Tolkning af tegn i kapitel 9 udvider dette behov for at fortolke information. En tvivlsom melding må ikke blive til en sikkerhed, blot fordi den kan bruges til at begrunde den beslutning, man foretrækker.
Lad os antage, at en anden leder beskylder generalen for svaghed, fordi han overvejer at vente. Beskyldningen skaffer ikke flere forsyninger og gør ikke en rute farbar. Hvis den bestemmer svaret, er det praktiske mål blevet underordnet omdømmet. Gennemgangen må vende tilbage til de forhold, der gør hvert alternativ gennemførligt.
Kapitlet råder også til at forberede sit eget modsvar i stedet for at stole på, at modstanderen ikke handler. Tilpasning kræver, at man har muligheder, ikke at man improviserer fra bunden hver gang. Vandmetaforen i strategien udtrykker i en anden passage denne opmærksomhed på forholdene uden at fastlåse sig på én form.
At erkende risiciene ved at træffe beslutninger i vrede og af ego giver mulighed for at spørge, hvad der styrer et valg. Det kræver begrundelser både at ændre en ordre og at holde fast i den.
Se alle artikler i Terrænet hos Sun Tzu: tilpasning og situationer i kapitel 8–11
