De ni situationer beskriver en hærs placering i forhold til dens eget territorium, dens kommunikationslinjer og modstanderen. Dødsterræn udgør yderpunktet i denne klassifikation. Analysen kræver, at den militære forklaring holdes adskilt fra ethvert forsøg på at bruge fare som motivationsredskab.
Hvorfor det er situationer og ikke ni landskaber
Kapitel 11 forbinder forholdene under et felttog med troppernes adfærd. Lionel Giles’ oversættelse fra 1910 har titlen De ni situationer. Udtrykket hjælper med at huske, at en del af klassifikationen afhænger af, hvor hæren befinder sig, og hvilke muligheder den stadig har – ikke udelukkende af terrænets form.
I gennemgangen af terræn og tilpasning: kapitel 8 til 11 udvider dette afsnit spørgsmålet om rum. Et område tæt på hjemlandet og et andet, der ligger inde i fjendens land, kan have lignende terræn, men byder på forskellige muligheder for tilbagetog, forsyninger og støtte.
Skellet fra de seks terræntyper i kapitel 10 er ikke absolut: Begge lister blander fysiske kendetegn og militære relationer. Det, man bør undgå, er at behandle dem som tilsvarende opremsninger. Her skelnes der mellem følgende situationer med danske betegnelser, der tydeliggør betydningen i Giles’ læsning:
- Spredt terræn. Hæren kæmper på sit eget territorium. Den traditionelle forklaring forbinder nærheden til hjemmet med, at det er let at skille sig fra resten af hæren. Teksten lægger vægt på at fastholde et fælles mål.
- Let terræn eller overfladisk indtrængning. Grænsen er krydset, men hæren er ikke trængt langt frem. Muligheden for at vende tilbage er stadig inden for rækkevidde; kapitlet forbinder denne situation med behovet for at bevare sammenhængen mellem hærens dele.
- Omstridt terræn. Besiddelsen giver en fordel til den ene eller den anden side. Presset skyldes, at begge har grund til at besætte området; dets værdi betyder ikke, at det altid er hensigtsmæssigt at forsøge at generobre det med et angreb.
- Åbent terræn. Begge parter har stadig frihed til at bevæge sig. Når der ikke er nogen naturlig afspærring, må man være opmærksom på forsvar og adgangsveje i stedet for at tage det besatte område for givet.
- Terræn ved et vejkryds. Kommunikationslinjer forbinder flere staters territorier. Positionen vurderes i sammenhæng med alliancer; at kontrollere et fysisk vejkryds og at have politisk støtte er ikke det samme.
- Dybt terræn. Hæren er trængt ind på fjendens territorium og har befæstede byer bag sig. Kontinuerlige forsyninger får en udtrykkelig plads blandt de svar, traktaten foreslår.
- Vanskeligt terræn.Bjergskove, skråninger, sumpe og andre forhindringer gør det vanskeligt at komme frem. Det umiddelbare problem er anstrengelserne ved bevægelsen, ikke en formodet psykologisk egenskab hos dem, der marcherer.
- Indesluttet terræn.Smalle adgangsveje og kringelkroge begrænser mulighederne. Terrænets udformning kan gøre det muligt for en mindre styrke at holde en større tilbage; det afgørende er den reelle handlefrihed.
- Dødsterræn eller desperat terræn.Teksten definerer det som en situation, hvor kamp uden tøven fremstår som den eneste mulighed for at undgå udslettelse. Det er yderpunktet, når det gælder begrænsede alternativer.
De ni betegnelser udgør ikke en ensartet skala fra mindre til større fare. Omstridt terræn defineres ud fra en positions værdi, dybt terræn ud fra hvor langt hæren er trængt ind, og vanskeligt terræn ud fra forhindringerne. Et felttog kan omfatte flere af disse forhold, uden at én enkelt betegnelse dækker det hele.
Dødsterrænets funktion i argumentationen
Kapitlet hævder, at manglen på en udvej kan samle kampviljen. Det er en militær forklaring på kollektiv adfærd. Det er ikke en psykologisk lov, der garanterer samme resultat for alle, der udsættes for fare.
Teksten går desuden videre end blot at beskrive en vanskelighed, der allerede findes: Den tillægger generalen evnen til at begrænse tilbagetoget og skjule dele af sine planer for sine egne mænd. Hvis dette tvangselement udelades, bliver passagen forvandlet til en moderne anbefaling om engagement, som ikke svarer til dens indhold.
Fortolkningen kræver også, at man læser instrukserne om at passe på soldaterne, undgå at udmatte dem og bevare deres styrke. Kapitlet hævder ikke, at materielle ressourcer ophører med at være vigtige, når desperationen melder sig. Presset indgår i en militær organisation, der stadig skal kunne opretholde sig selv.
Sammenligningen med mænd fra Wu og Yue, der fanges af en storm i samme båd, illustrerer argumentet. Traktaten forestiller sig, at sædvanlige modstandere hjælper hinanden, når de står over for en fælles trussel. Det er en forklarende scene i teksten, ikke et bevis på, at enhver fare skaber samarbejde, og heller ikke en historisk begivenhed, som denne omtale bekræfter.
Evnen til at støtte hinanden afhænger også af opstillingen og bevægelserne. Manøvrerne i kapitel 7 gør det muligt at undersøge omkostningerne ved at samle en styrke og bevare dens koordinering. Hastværk fjerner ikke afstanden mellem dens enkelte dele.
Grænserne for at overføre militært pres til en krise
At kalde en nutidig vanskelighed for dødsterræn kan udtrykke, at situationen haster, men kan også skjule alternativer. Før man bruger sammenligningen, må man undersøge, om den påståede mangel på en udvej er reel, eller om beskrivelsen kunstigt indsnævrer de muligheder, man overvejer.
I et hypotetisk virksomhedseksempel opdager et team, at et projekt ikke kan overholde den planlagte tidsfrist, det planlagte omfang og de planlagte ressourcer på samme tid. Teamet kan genforhandle forpligtelser, skære funktioner fra eller indstille en del af arbejdet. Hvis situationen fremstilles som et valg mellem succes og undergang, bliver det umuligt at vurdere disse muligheder.
Læsningen af Sun Tzu under en virksomhedskrise må fastholde denne afstand. Kapitlet beviser ikke, at trusler om fyringer, tilbageholdelse af information eller fjernelse af støtteressourcer forbedrer en organisation. Det giver heller ikke en opskrift på økonomisk genopretning.
En kritisk læsning skelner mellem at forstå en farlig situation og at fremprovokere den. Det første handler om, hvilke muligheder der er tilbage, og hvilke midler der kan bruges til at udnytte dem. Det andet indebærer bevidst skade i håb om at fremkalde en reaktion. Traktatens argumentation giver ikke grundlag for at skabe denne fare i arbejdsrelationer eller personlige relationer.
Presset i en situation fritager ikke for ansvar for konsekvenserne. Ildangrebene i kapitel 12 afsluttes netop med en advarsel om beslutninger, hvis skade ikke kan gøres om.
Se alle artikler i Terrænet hos Sun Tzu: tilpasning og situationer i kapitel 8–11
