Sun Tzu og HR: omsorg uden formynderi

At behandle medarbejdere som »elskede børn« er ikke en bogstavelig model for forholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder. Billedet fra skriftet giver anledning til at spørge, hvordan omsorg og koordinering kan gå hånd i hånd, men en tilpasning til erhvervslivet skal anerkende menneskers selvstændighed og gøre forventningerne tydelige.

At anvende Sun Tzu på HR kræver, at man skelner mellem omsorg for teamet og et krav om personlig loyalitet. Inden for Sun Tzu anvendt på ledelse handler spørgsmålet om, hvordan man organiserer støtte, ansvar og opfølgning uden at behandle medarbejderne som børn eller love, at én bestemt praksis er nok til at fastholde dem.

Hvad betyder »elskede børn« i skriftet?

Billedet optræder i kapitel 10, afsnit 25 i Lionel Giles' engelske oversættelse. Teksten sammenligner omsorgen for soldater med omsorgen for ens egne børn og forbinder den med at følge generalen helt til døden. »Elskede børn« henviser her til dette billede; der citeres ikke fra en bestemt spansk udgave.

Afsnit 26 tilføjer en advarsel: Kærlighed og omsorg løser ikke problemet med manglende evne til at håndhæve instruktioner og organisere hæren. Kommentaren til de seks terræntyper i kapitel 10 placerer disse passager i sammenhæng med lederens ansvar. Den beskrevne relation er fortsat militær.

En tilpasning til arbejdslivet skal udtrykkeligt ændre denne ramme. Medarbejdere er voksne mennesker med deres egen dømmekraft; støtte bør ikke skabe en gæld i form af personlig lydighed. Uenighed skal heller ikke opfattes som utaknemmelighed, og det at forlade virksomheden skal ikke ses som et svigt af familien.

Det brugbare ved sammenligningen er et ledelsesspørgsmål: Hvordan tager man hånd om mennesker og gør samtidig det fælles arbejde forståeligt? Svaret her bygger på forventninger, ressourcer og opfølgning på aftaler. Det overfører ikke de gamle passagers krav om selvopofrelse til arbejdslivet.

Omsorg, tydelige forventninger og fair kriterier

Omsorg kan begynde med at undersøge, hvad der egentlig bliver bedt om. En opgave kræver et tydeligt resultat, de nødvendige ressourcer og en tidsfrist, som kan drøftes, hvis forudsætningerne ændrer sig. Udtryk som »tag ansvar« eller »vis mere engagement« gør det ikke klart, hvad der mangler, eller hvordan man kan vide, om det er løst.

Opmærksomhed på fysisk og mental trivsel bør heller ikke begrænses til at spørge, om alt går godt. I dette forslag gennemgår den ansvarlige arbejdsbyrde, afbrydelser og muligheder for pauser og tager hånd om de problemer, der bliver meldt ind. Vedkommende behøver hverken at stille diagnoser eller kræve private forklaringer for at lytte til et organisatorisk problem.

Støtten skal svare til den vanskelighed, man har observeret. Der kan mangle en forklaring, et værktøj, adgang til information eller tid uden afbrydelser. Før man tilskriver en fejl manglende interesse, bør man undersøge disse forhold. At lytte til personens forklaring betyder ikke, at man skal acceptere enhver konklusion, men det forhindrer, at man træffer en beslutning, før man har hørt personens version.

Disciplin forstås her som koordinering gennem klare aftaler. En hændelse skal have en ansvarlig; en uafsluttet opgave bør ikke registreres som færdig. Når noget går galt, gennemgår man, hvad der skete, og aftaler en rettelse. Det er ikke nødvendigt at gøre gennemgangen til en samlet vurdering af personen eller ydmyge vedkommende offentligt.

Fair behandling kræver heller ikke identiske svar i forskellige situationer. En person, der er under oplæring, kan have brug for støtte, som en anden ikke længere har brug for. Konsistens betyder, at man forklarer det anvendte kriterium og undersøger, om det passer til arbejdet, uden at forbeholde undtagelser til dem, der står ledelsen nærmest.

Lederens fem dyder gør det muligt at knytte dette forslag til beslutningerne hos den, der leder. Velvilje erstatter ikke tydelighed, og disciplin retfærdiggør ikke vilkårlig hårdhed. Begge dele skal kunne ses i den ansvarliges handlinger, også når vedkommendes egen indsats har bidraget til problemet.

Aftalt opfølgning giver plads til at udføre arbejdet. Analysen af hvordan man undgår mikrostyring som leder skelner mellem at følge op på resultater og at overtage hver eneste beslutning. Det skaber modstridende forventninger at bede om selvstændighed og samtidig kræve tilladelse til hvert eneste skridt, selv hvis det fremstilles som en måde at hjælpe på.

Et eksempel på rettelser uden straf eller ydmygelse

Forestil dig et fiktivt supportteam. En medarbejder har sendt flere ufuldstændige svar på kundehenvendelser. Hendes leder gennemgår sagerne og aftaler en fortrolig samtale. Samtalen tager udgangspunkt i de konkrete svar og de oplysninger, der manglede – ikke i en påstand om, at medarbejderen mangler engagement.

Da de gennemgår proceduren sammen, opdager de, at der findes to forskellige instruktioner, og at nogle henvendelser kræver en teknisk bekræftelse, som er svær at få. Desuden bliver medarbejderen afbrudt af opgaver, der ikke fremgår af planlægningen. Disse forhold fjerner ikke behovet for at rette svarene; de præciserer, hvad der skal ændres, for at det kan lade sig gøre.

I eksemplet aftaler de én gældende instruktion, finder ud af, hvem der afklarer det tekniske spørgsmål, og afsætter tid til at gennemgå de første sager. Lederen fjerner en sekundær opgave i stedet for at lægge oplæringen oven i en uændret arbejdsbyrde. Medarbejderen forpligter sig til at gøre opmærksom på de henvendelser, hun ikke kan færdigbehandle med de tilgængelige oplysninger.

Forventningen bliver gjort tydelig: En henvendelse afsluttes ikke, før de nødvendige oplysninger til at svare foreligger. Hvis svaret afhænger af en anden person, registreres denne hindring. På den måde skelner man mellem et uafsluttet stykke arbejde og en misligholdt aftale og undgår, at den eneste måde at give indtryk af fremdrift på er at afslutte ufuldstændige sager.

Ved den efterfølgende gennemgang bruger man et udvalg af svar til at kontrollere, om kriteriet er forstået, og om der stadig er vanskeligheder. Man rangordner ikke medarbejderne offentligt og antager ikke, at nul klager er ensbetydende med et godt stykke arbejde. Man kontrollerer også, om instruktionen stadig er tvetydig, og om den lovede støtte var tilgængelig.

Hvis problemet fortsætter, er det nødvendigt at undersøge, hvilken del af aftalen der ikke fungerer, i stedet for at gentage den samme advarsel med større hårdhed. Risiciene ved at træffe beslutninger i vrede og ud fra ego hjælper med at skelne mellem lederens irritation og begrundelserne for en ledelsesbeslutning.

Eksemplet beskriver en måde at gennemgå arbejdet på, ikke et garanteret resultat. Selv hvis svarene bliver bedre, beviser det ikke, at medarbejderen bliver i virksomheden. Beslutningen om at blive kan afhænge af forhold, som denne indsats ikke tager højde for, og medarbejderen skal kunne give udtryk for den uden at gøre den modtagne støtte til en forpligtelse til at blive.

Når man evaluerer praksissen, er det en god idé at spørge, hvad der ændrede sig i arbejdsforholdene, hvilke forventninger der blev tydelige, og hvilke udfordringer der stadig er uløste. Teamets fortsatte beståen er et bredere spørgsmål. Det kan ikke bevises med en enkelt anekdote eller forklares udelukkende med lederens venlighed.

Før du beder om større engagement, bør du undersøge, om det forventede resultat er forstået, og om der er ressourcer til at nå det. Omsorg kræver også, at man retter op på organisatoriske beslutninger uden at behandle medarbejderne som personligt afhængige.

Se alle artikler i Ledelse med Sun Tzu: sådan gennemgår du et teams ledelse