I 506 f.Kr. besejrede Wus hær Chus hær ved Boju og rykkede frem til dens hovedstad, Ying. Felttoget er beskrevet i antikke kilder, men Sun Tzus konkrete deltagelse er ikke lige så godt underbygget som selve slaget. For at forstå det må man skelne mellem operationer, konsekvenser og personlige tilskrivninger.
Hvorfor Wu angreb Chu i 506 f.Kr.
Slaget ved Boju var en del af et felttog, som Wu førte mod Chu under Helüs regeringstid. Zuo zhuan placerer i sin beretning om hertug Dings fjerde regeringsår de operationer, der fandt sted i 506 f.Kr. Sejren banede vejen til Ying, Chus hovedstad, men betød ikke, at staten gik til grunde.
Konflikten begyndte ikke som en isoleret strid mellem to hære. Ifølge Zuo zhuan havde Nang Wa, en leder i Chu, der også blev kaldt Zichang, vakt fjendskab hos herskerne i Cai og Tang. Chus pres på Cai bidrog til Wus indgriben. Disse allierede var med til at gøre en langvarig rivalisering til en mulighed for et angreb.
I Shiji tilføjes det i biografien om Wu Zixu, at Helü rådførte sig med denne rådgiver og Sun Wu om muligheden for at rykke frem mod Ying. De skal begge have anbefalet at få Cai og Tang med på deres side. Denne oplysning tilskriver Sun Wu en rådgivende rolle; den beskriver ikke, hvilken enhed han førte, eller hvilke ordrer han gav under Boju.
Denne forskel bør fastholdes, når felttoget sættes i forbindelse med Sun Tzus liv og legende. Et slag, der er dokumenteret i den historiografiske tradition, bekræfter ikke automatisk alle de personlige deltagelser, der forbindes med ham. Baggrunden for konflikten mellem Wu og Chu forklarer den politiske ramme; her er fokus på de beslutninger, der førte til Chus nederlag.
Fra Han-floden til indtoget i Ying
Beretningen i Zuo zhuan beskriver både bevægelser til vands og til lands. Den allierede hær efterlader sine både i Huai-området og rykker frem, indtil den møder Chus styrker på begge sider af Han-floden. Skibene, overgangene og flodkrydsningerne indgår som operative elementer, ikke blot som kulisse for kampene.
Shen Yin Shu, en af Chus ledere, foreslår, at Nang Wa holder Wu tilbage ved Han-floden, mens han selv samler styrker, ødelægger fjendens både og spærrer overgangene bag fjendens linjer. Derefter skulle de koordinere et angreb fra hver sin retning. Målet var at bringe Wus forbindelseslinjer i fare og gøre tilbagetoget vanskeligere. Planen blev ikke gennemført på denne måde.
Nang Wa opgiver at vente og krydser floden for at opsøge fjenden. Krønikeskriveren knytter hans beslutning til råd, der udnytter frygten for, at Shen Yin Shu skal få æren for sejren. De forudgående kampe falder ugunstigt ud for Chu. I denne version skyldes Wus fordel til dels en beslutning fra modstanderen, som får hans egen plan til at falde fra hinanden.
Ved Boju beder Fugai, Helüs bror, om tilladelse til at angribe. Kongen giver ham ikke tilladelsen, men Fugai rykker frem med sine mænd og angriber Nang Was formation. Ifølge beretningen udløser dette initiativ en tilbagetrækning, som resten af Wus hær udnytter. Nang Wa flygter til sidst mod Zheng.
Fugais fremtrædende rolle er vigtig, fordi den gør det umuligt at opsummere slaget som en velordnet gennemførelse af én enkelt plan udtænkt af en altoverskyggende strateg. Kilden beskriver omstridte beslutninger, en tilladelse, der ikke blev givet, og et initiativ, som ændrer slagets forløb. At resultatet faldt ud til Wus fordel, betyder ikke, at enhver ulydighed kan gøres til en god ledelsesregel.
Under forfølgelsen opstår der endnu en mulighed ved krydsningen af Qingfa-floden. Fugai foreslår, at man lader en del af fjenden komme over vandet, før man angriber. Den begrundelse, krønikeskriveren tillægger ham, er, at man skal undgå, at hele styrken kæmper desperat, når den er trængt op i en krog. Angrebet sættes ind, efter at overgangen har delt Chus tropper.
Beretningen fortsætter med forfølgelsen og fortæller om fem sammenstød under fremrykningen mod Ying. Derfor må Boju ikke forveksles med hele felttoget. Efter yderligere kampe forlader kong Zhao af Chu hovedstaden, og Wu trænger ind i den. Nederlaget i et slag, uordenen under tilbagetrækningen og besættelsen af kongesædet er beslægtede, men forskellige begivenheder.
Forløbet gør det muligt at sammenligne konkrete militære problemer med manøvrerne i kapitel 7: at bevæge sig, bevare ressourcerne og undgå at miste koordineringen, når man søger en fordel. Sammenligningen er en læsning af konflikten i lyset af afhandlingen. Den beviser ikke, at hver bevægelse udsprang af en personlig instruktion fra dens tilskrevne forfatter.
Sejrens konsekvenser og tilskrivningen til Sun Tzu
Besættelsen af Ying sikrede ikke et varigt herredømme. I beretningen om det følgende år, 505 f.Kr., beskriver Zuo zhuan Qins hjælp til Chu og nye kampe mod Wu. Samtidig angriber Yue Wus territorium, mens Wus ekspeditionsstyrke stadig befinder sig langt hjemmefra. Felttoget begynder at ophobe problemer, som en sejr i åbent terræn ikke havde løst.
Oven i dette kommer en intern krise. Fugai vender tilbage til Wu og forsøger at tage tronen. Helü vender tilbage for at møde ham, og Fugai ender med at søge tilflugt i Chu. Wus tilbagetog og Chus genrejsning viser, at det var forskellige mål at indtage en hovedstad og at opretholde en stabil politisk position.
Floderne og overgangene forklarer en del af mulighederne for at bevæge sig, men ikke hele udfaldet. Drøftelsen af de seks terræntyper i kapitel 10 gør det muligt at skelne mellem terrænforhold og ledelsens ansvar. En nyttig sammenligning skelner mellem de hindringer, terrænet skabte, og de beslutninger, lederne kunne træffe; krønikeskriveren strukturerer ikke sin beretning efter disse seks kategorier.
Kilderne rækker forskelligt, når det gælder Sun Tzu. Shiji tilskriver ham rådgivning og deltagelse i Wus sejre. Den detaljerede beretning i Zuo zhuan nævner ham ikke. Dette fravær beviser ikke i sig selv, at han aldrig var der, men det forhindrer, at hans personlige ledelse ved Boju fremstilles som lige så udtrykkeligt dokumenteret i begge værker.
Heller ikke beretningen om Sun Tzu og konkubinerne udfylder dette hul. En fortælling om hans autoritet over for Helü fastslår ikke, hvor han befandt sig på slagmarken. Den præcise formulering er at tale om en sejr for Wu, hvor Sima Qian tilskriver Sun Wu en rolle, og at lade hver kilde stå for de bevægelser og beslutninger, den faktisk nævner.
Når man skal vurdere en beslutning ved Boju, er det vigtigt at fastslå, hvem der træffer den, hvilken situation vedkommende forsøger at løse, og hvad krønikeskriveren fortæller om resultatet. Den læsning gør det muligt at analysere felttoget uden automatisk at gøre det til en demonstration af alle maksimerne i Krigskunsten.
Se alle artikler i Sun Tzus liv: hans oprindelse, vej til magten og legende
