Kapitel 13: fem slags spioner og værdien af information

Det sidste kapitel i Krigskunsten forbinder omkostningerne ved et felttog med nødvendigheden af at kende modstanderen. De fem slags spioner har forskellige funktioner: Nogle indhenter oplysninger, mens en anden videregiver falske oplysninger. Denne forskel betyder, at kapitlet ikke kan reduceres til en generel lovprisning af at indsamle data.

Hvorfor information er en del af krigens omkostninger

Kapitel 13 begynder med den belastning, en ekspedition påfører staten og befolkningen. I Lionel Giles’ oversættelse fra 1910 er kontrasten bevidst: Når man har bundet så mange ressourcer, kan det føre til langt større skade at nægte at betale for at skaffe information.

Teksten betragter denne falske sparsommelighed som umenneskelig. Dens ræsonnement forbinder penge og menneskeliv uden at opstille en formel for, hvor meget der bør bruges i hvert enkelt tilfælde. De størrelser, teksten anvender, hører til værkets fremstilling og er ikke et efterprøveligt budget for en bestemt operation.

Som afslutning på ild og efterretninger: kapitel 12 og 13knyttes information til beslutninger, der påvirker hele styrken. Den vurderes ikke ud fra, hvor sjælden eller hemmelig den er, men ud fra, hvad den gør det muligt at vide, før man handler.

Den forudgående viden, som kapitlet beskriver, kommer fra personer med kendskab til modstanderen. Ifølge passagen kan den ikke erstattes af ånder, analogier med andre tilfælde eller abstrakte beregninger. Det udelukker ikke ræsonnement; det understreger, at en konkret situation kræver oplysninger, som ræsonnement uden data ikke kan tilvejebringe.

Forskellen fra læsningen af tegn i kapitel 9 handler om adgang. Observation af en formation giver ydre tegn; information fra en person i et andet miljø kan besvare andre spørgsmål. Begge veje kræver stadig fortolkning.

De fem slags spioner og deres forhold til information

Lokale spioner: kendskab til et sted

Værket identificerer lokale spioner som indbyggere i et område. Deres placering kan give dem adgang til forhold, som en styrke udefra ikke kender. Kategorien defineres af deres tilknytning til stedet; den gør ikke automatisk enhver lokal til en meddeler og garanterer heller ikke, at vedkommende kender regeringens beslutninger.

Indre spioner: adgang til modstanderens administration

De indre spioner er embedsmænd hos modstanderen, herunder både civile og militære ledere i Giles’ forklaring. Kriteriet ændres: Det afgørende er deres tilknytning til en organisation, ikke kun hvor de bor. Når man læser kategorien, kan man spørge, hvilken information en person kan kende i kraft af sin funktion, uden at antage, at en stilling giver adgang til alt.

Dobbeltagenter eller vendte spioner: skift af tjeneste

Giles bruger betegnelsen »vendte spioner« om fjendtlige agenter, der arbejder til fordel for den anden side. Betegnelsen dobbeltagenter kan hjælpe læseren, men passagen lægger vægt på skiftet af tjeneste. Kapitlet giver dem en central plads, fordi det forbinder deres viden med brugen af de øvrige kategorier.

Denne forbindende funktion adskiller den vendte spion fra den lokale meddeler og den indre embedsmand. Det betyder ikke, at en agent bliver troværdig, blot fordi vedkommende får en ny betegnelse. Værkets vurdering af deres nytte bør læses sammen med dets advarsler om oplysningernes sandfærdighed.

Dødsdømte eller ofre: at videregive en løgn

Den fjerde slags, som undertiden oversættes med »ofre«, medvirker til at videregive vildledende information til modstanderen. I Du Yous forklaring, som Giles gengiver, kan disse agenter tro, at det, de fortæller, er sandt, og risikere døden, når fjenden opdager løgnen.

Deres informationsfunktion adskiller sig fra de andres: Den består først og fremmest ikke i at bringe oplysninger hjem, men i at påvirke, hvad den anden side tror. Betegnelsen synliggør den risiko, som påføres de mennesker, der bruges. At beskrive dette historisk kræver hverken, at man billiger det, eller at man gør det til en anvendelig fremgangsmåde.

Overlevende spioner: at vende tilbage med oplysninger

De overlevende spioner er dem, der vender tilbage fra fjendens område med information. Hjemkomsten fuldender videreformidlingen: En observation, der ikke når frem til den, der træffer beslutningen, kan ikke påvirke den. Betegnelsen betyder ikke, at de er uden for fare, eller at alt, hvad de fortæller, er sandt.

De fem slags kombinerer altså oprindelse, adgang og funktion. De er ikke fem trin i en karriere og heller ikke fem teknikker, der skal anvendes i rækkefølge. Nogle indhenter information, en anden fordrejer den, og kategorien af vendte spioner forbinder flere relationer i det beskrevne system.

At modtage en rapport er ikke det samme som at kontrollere den

Kapitlet kræver dømmekraft for at kunne skelne sandheden i oplysningerne. Det tillægger også god behandling, belønninger og diskretion betydning. Den opmærksomhed, det anbefaler at vise agenterne, hænger sammen med deres rolle, men erstatter ikke vurderingen af hver enkelt oplysning.

Som læseprincip er det nyttigt at skelne mellem, hvad en person selv observerede, hvad vedkommende fik fortalt, og hvad vedkommende konkluderede på egen hånd. Denne opdeling er ikke et skema fra værket. Den forklarer, hvorfor en detaljeret rapport kan indeholde påstande med forskellig grad af belæg, og hvorfor fortællerens sikkerhed ikke er nok til at bekræfte dem.

Hemmelighedskræmmeri er heller ikke et bevis på kvalitet. En meddelelse kan være hemmelig og falsk på samme tid. Teksten omtaler dødsstraf for at afsløre information, en brutalitet, der bør anerkendes uden at forskønne billedet af fortidens spionage. Ønsket om at undgå kollektive omkostninger eksisterer side om side med praksisser, der udsætter enkeltpersoner for alvorlig fare.

Viden kan være med til at afgøre hvad det vil sige at angribe strategien: En forståelse af modstanderens planer gør det muligt at vurdere alternativer til et direkte sammenstød. Men det at indhente oplysninger afgør ikke i sig selv, hvilket mål der er rimeligt, og retfærdiggør heller ikke alle midler til at nå det.

En nutidig tilpasning til konkurrenceefterretninger baseret på åbne kilder ændrer både kilderne og forholdet til mennesker. For eksempel kan en sammenligning af offentlige annoncer i et hypotetisk erhvervscase vise, hvad en virksomhed hævder, men den bekræfter ikke alle dens interne planer. Denne læsning gør ikke fortidens spionage til en lovlig forretningspraksis per definition.

Information reducerer nogle usikkerheder, men træffer ikke beslutningen for den ansvarlige. Den forsigtighed, der afslutter angreb med ild i kapitel 12 er stadig nødvendig, når nye oplysninger kommer frem.

Se alle artikler i Spionage og ildangreb hos Sun Tzu: kapitel 12 og 13