Kapitel 12 begynder med at klassificere angreb med ild og slutter med at sætte spørgsmålstegn ved krige, der indledes i vrede. Mellem disse yderpunkter skelner teksten mellem tilgængelige midler, opnåede virkninger og begrundede beslutninger. Den femte kategori kræver særlig opmærksomhed, fordi kommentatorerne ikke fortolker den ens.
Hvad adskiller klassifikationen af de fem angreb?
Kapitel 12's indledende opregning kombinerer materielle mål med en kategori, hvis fortolkning er omdiskuteret. I Lionel Giles' oversættelse fra 1910 henviser de fem former til soldater i deres lejr, forsyninger, bagagekolonner, depoter og ild, der kastes ind mellem de modstående styrker.
Dette afsnit indleder delen om ild og efterretning: kapitel 12 og 13. Her behandles ild som et ødelæggende middel i et felttog, ikke som en generel metafor for begejstring eller initiativ. Klassifikationen viser, hvilke ressourcer traktaten anser for sårbare.
- Soldater i lejren. Den første kategori retter volden mod mennesker og det sted, hvor de er samlet. Indholdet bør ikke udvandes ved at gøre det til en simpel handling mod tomme installationer.
- Forsyninger og proviant. Den anden kategori omfatter ressourcer, der er samlet for at forsyne hæren. I Giles' noter nævner Du Mu mad, brændsel og foder.
- Bagagekolonner. Den tredje kategori omfatter de midler, der følger med styrkens bevægelser. Hvis den kun oversættes som udstyr, går ressourcernes mobile karakter tabt.
- Arsenaler og depoter. Den fjerde kategori henviser til oplagrede varer. Forskellen i forhold til transporten ligger i, hvordan de er placeret, selv om noget af det materielle indhold kan være det samme.
- Ild kastet ind mellem fjenden.Det er den fortolkning, Giles vælger for den femte kategori. I modsætning til de foregående beskriver formuleringen især en måde at få ilden frem på.
Den femte kategori kan ikke fastlægges uden at nævne oversættelsesproblemet. Giles gengiver flere forklaringer og erkender, at ingen af dem forekommer ham helt tilfredsstillende. En af dem er en fortolkning, der knytter sig til veje eller forsyningslinjer, og som nogle kommentatorer forsvarer. Hans egen oversættelse følger en anden fortolkning.
»Ruter« er altså ikke en kategori uden belæg, men det er heller ikke den løsning, Giles har valgt. Hvis man fremstiller det som en uomtvistelig oversættelse, udviskes en dokumenteret forskel. Det præcise er at angive udgaven og bevare kildehenvisningen, når man forklarer et alternativ.
Klassifikationen beskriver heller ikke fem forskellige våben. Mennesker, forsyninger og bagage er mål; de beskriver ikke fremstillingsmetoder. På samme måde betegner »arsenal« her et våbenlager og giver ikke grundlag for at føje teknologier til passagen, som opregningen ikke nævner.
En ødelæggende virkning er ikke det samme som en sikret fordel
Kapitlets videre forløb introducerer materielle og miljømæssige forhold samt modstanderens reaktion. I argumentationen begrænser det forestillingen om, at det er nok at råde over et middel for at opnå det ønskede resultat. Den forventede virkning indtræffer ikke nødvendigvis.
En af advarslerne handler om, at de modstående styrker kan bevare roen trods branden. Det er vigtigt, fordi det forhindrer, at man tager deres uorden for givet. Den taktiske fortolkning af passagen skelner mellem synlige forandringer i omgivelserne og et reelt tab af militær kapacitet.
Teksten omtaler også årstider, vinde og Månens positioner. Disse henvisninger indgår i dens observationsramme. Man kan læse dem som historisk dokumentation uden at gøre dem til en nutidig vejrudsigt eller gengive dem som operationelle instruktioner.
Derefter sammenligner teksten ild og vand ud fra deres virkninger på styrkerne og deres ressourcer. Hos Giles skelnes der mellem at hæmme bevægelser med vand og at ødelægge materiel med ild. Kontrasten beskriver de forskellige funktioner i argumentationen, ikke en universel påstand om alle de skader, de to elementer kan forårsage.
Denne opmærksomhed på modstanderens reaktion hænger sammen med de ni situationer i kapitel 11. Pres og fare fremkalder ikke nødvendigvis den adfærd, som den, der skaber dem, forventer. Et ødelæggende middel fjerner ikke behovet for at vurdere, hvad der foregår.
Hvorfor vrede ikke retfærdiggør at indlede en krig
Til sidst flyttes fokus fra det anvendte middel til beslutningen om at kæmpe. Herskeren og generalen må ikke bruge tropper for at tilfredsstille personlig vrede. Advarslen kræver ikke, at man er følelsesløs; den afviser, at en forbigående følelse i sig selv er tilstrækkelig grund til at sætte liv på spil.
Argumentet skelner mellem to tidsperspektiver. Vreden kan gå over, og krænkelsen kan ændre betydning; de dødsfald, der er forårsaget, kan ikke gøres om, når det sker. Billedet af en ødelagt stat understreger forskellen mellem den ansvarliges skiftende sindstilstand og de konsekvenser, andre må bære.
Sådan skal forbindelsen til risiciene ved at træffe beslutninger i vrede og ud fra ego forstås. Hvis det egentlige motiv er at svare igen på en fornærmelse, kan en efterfølgende forklaring om prestige skjule motivet uden at give nogen konkret fordel. Gennemgangen bør undersøge målet, ikke blot ændre de ord, der bruges til at forsvare beslutningen.
Forestil dig, at en hersker modtager en fornærmende besked og kræver et øjeblikkeligt militært svar. Beskeden kan have såret hans stolthed, men den beviser ikke, at sikkerhedssituationen har ændret sig. Ved at skille de to forhold ad kan man spørge, hvilken trussel der findes, og hvilke konsekvenser et svar vil få.
At overføre denne forsigtighed til at holde en pause i vrede og stress er en tilpasning til hverdagen, ikke en psykologisk behandling, som bogen beskriver. Passagen opstiller et kriterium for, hvornår handlinger er begrundede; den giver ikke en metode til at fjerne følelser.
Behovet for at kende situationen, før man forpligter ressourcer, fortsætter i de fem slags spioner i kapitel 13. Rækkefølgen fører fra evnen til at forårsage skade til den information, der er nødvendig for at træffe beslutninger, uden at fremstille nogen af delene som en automatisk garanti for sejr.
Den afsluttende forsigtighed kræver, at man ser ud over det umiddelbare resultat. At kunne udføre en handling og at have tilstrækkelige grunde til at gøre det er to forskellige ting, især når konsekvenserne ikke kan gøres om.
Se alle artikler i Spionage og ildangreb hos Sun Tzu: kapitel 12 og 13
