Kapitel 2: Hvad koster det at forlænge en krig?

Det andet kapitel af Krigskunsten undersøger de ressourcer, en kampagne kræver, og hvad der sker, når den trækker ud. Fokus er på statens skatkammer, befolkningen og evnen til at fortsætte efter kampene.

At mobilisere en styrke binder ressourcer, før sejren er vundet

Kapitel 2, læst i Lionel Giles' oversættelse fra 1910, begynder med en beskrivelse af en omfattende mobilisering. Den omfatter soldater, køretøjer, forsyninger og udgifter, der opstår både i hjemlandet og i operationsområdet. Opgørelsen gør det umuligt at adskille de militære forberedelser fra deres økonomiske underbygning.

Indledningen nævner endda materialer som lim og lak. Det viser, at udgifterne ikke er begrænset til færdige våben: Det kræver også ressourcer at bevare de midler, man har til rådighed. Man behøver ikke at sætte en nutidig pris på hver genstand for at forstå, hvorfor en ekspedition begynder at tære på kapaciteten, før den når sit mål.

Tallene indgår i traktatens fremstilling. I sine noter fortolker Giles nogle af dem som udtryk for en betydelig størrelsesorden. De udgør ikke et revideret budget for en bestemt kampagne. Hvis man direkte omregner dem til euro, forveksler man oversættelsens enheder med en økonomisk ækvivalent, som ville kræve sin egen metode.

Dette perspektiv udvider vurderingen af kapitel 1's fem faktorer. Det er ikke nok at kende de tilgængelige ressourcer fra begyndelsen, hvis man ikke også spørger, hvor længe de kan opretholdes. Forskellen mellem at samle ressourcer og at holde dem til rådighed påvirker de muligheder, ledelsen senere har.

Når man læser argumentet, er det nyttigt at skelne mellem omkostningerne ved at indlede operationen og dem, der gentager sig, så længe den fortsætter. Mobiliseringen kan kræve en indledende indsats, mens udgifter til fødevarer og andet forbrug bliver ved med at løbe op. Kapitlet bruger ikke dette moderne regnskab, men giver anledning til at stille spørgsmålet uden at lægge det direkte i tekstens mund: Hvad bliver der ved med at koste, selvom den militære situation ikke ændrer sig?

Varighed, forsyninger og pres på befolkningen

Teksten forbinder en forsinket sejr med slidte våben, faldende moral og udtømning af statens ressourcer. Fremstillingen afsluttes med at inddrage andre magter, som kunne udnytte denne svækkelse. Omkostningerne ved en kampagne omfatter derfor også en mindre evne til at reagere på problemer, der ikke var en del af dens oprindelige mål.

Afsnittet om hurtighed bør ikke udlægges som en tilladelse til at handle uden forberedelse. I sin kommentar påpeger Giles, at modsætningen mellem klodset hastværk og snedig tøven er vanskelig at fortolke. Kritikken af at trække en operation i langdrag beviser ikke, at enhver forhastet beslutning er bedre end en velbegrundet venten.

Det afgørende er at sætte den forløbne tid i forhold til det forventede resultat. En ventetid, der gør det muligt at samle nødvendige midler, og en forlængelse, der fastholder en uproduktiv situation, er ikke det samme problem. Denne skelnen er en måde at analysere omkostningerne på; den gør ikke traktaten til en teori, der kan løse alle tænkelige konflikter.

Forsyninger over lange afstande forbindes med forarmelse. Teksten hævder også, at hærens nærvær får priserne til at stige og tærer på befolkningens ressourcer, hvorefter den mødes af nye krav. Den beskriver en kæde af økonomisk pres, men fremlægger ikke et inflationsindeks og fastslår heller ikke en ensartet sats for alle områder.

Anbefalingen om at skaffe forsyninger i fjendens territorium sigter mod at mindske byrden ved transport fra ens egen stat. Det fjerner ikke forbruget og garanterer ikke, at de nødvendige ressourcer findes dér, hvor styrken når frem. De gamle hæres logistik uddyber dette materielle problem; her er fokus på, hvordan forsyningernes oprindelse ændrer omkostningerne ved at fortsætte.

Kapitlet overvejer også at indlemme erobrede vogne og behandle tilfangetagne soldater godt. Ifølge afsnittets logik kan de ressourcer, man får fat i, øge ens egen kapacitet. Denne anbefaling i teksten giver ikke grundlag for at antage, at alle hære handlede sådan, eller at det var uden vanskeligheder at integrere mennesker og materiel.

Et eksempel på, hvordan man beregner omkostningerne ved at forlænge operationen

Forestil dig en fiktiv kampagne med en startomkostning på 100 enheder og driftsomkostninger på 12 enheder om dagen. Enhederne er abstrakte: De repræsenterer hverken gamle mønter, euro eller en historisk rekonstruktion. Vi holder forbruget konstant for at isolere varighedens betydning.

Hvis operationen slutter efter ti dage, bliver modellens samlede omkostning 220 enheder: 100 til forberedelse og 120 til drift. Hvis den varer i tyve dage, stiger den til 340 enheder. En fordobling af varigheden fordobler ikke totalen, fordi startomkostningen ikke gentages, men den føjer 120 enheder til, som ellers stadig ville have været til rådighed.

Forestil dig nu, at nedbrud fra dag elleve lægger yderligere 6 enheder til de daglige udgifter. De samlede omkostninger for tyve dage ville stige til 400 enheder. Eksemplet indfører udtrykkeligt en ny betingelse; det hævder ikke, at den historiske nedslidning fulgte dette forløb.

Beslutningen om at fortsætte kræver, at man sammenligner denne ekstra omkostning med et muligt resultat. At man allerede har brugt 220 enheder, beviser ikke, at det kan betale sig at bruge de næste. Hvis en forlængelse ikke forbedrer mulighederne for at nå målet, ændrer henvisningen til den tidligere indsats ikke omkostningerne ved den næste fase.

Dette spørgsmål fører videre til kapitel 3's rangordning af angrebsmål: En mulighed, der bevarer ressourcer, kan være at foretrække frem for en række kostbare sammenstød. Kriteriet kræver, at man sammenligner reelle alternativer, ikke at man antager, at der altid findes en enkel løsning uden tab.

Analogien til erhvervslivet optræder i nedslidning i priskrige. Den kan bruges til at undersøge, hvor længe man kan opretholde en reduktion af avancerne, men markeder er ikke en krig mellem stater. Det gamle kapitel rejser et spørgsmål om varighed og ressourcer; en virksomheds indtægter, efterspørgsel og omkostninger kræver deres egen analyse.

Det samlede forbrug forklarer en operations fortid. For at beslutte, om den skal fortsætte, må man estimere, hvad den vil koste fra nu af, og hvilket resultat der kan retfærdiggøre den ekstra indsats.

Se alle artikler i Sun Tzus strategiske forberedelse: kapitel 1-3