Kapitel 3 ordner de militære muligheder efter, hvad de gør det muligt at opnå og bevare. Hierarkiet begynder med modstanderens planer og placerer belejring nederst. Argumentet fortsætter med styrkeforholdet, forholdet mellem generalen og herskeren samt den viden, der er nødvendig for at træffe beslutninger.
Hvorfor angrebsmuligheder ikke kan sidestilles
I Lionel Giles’ oversættelse fra 1910 begynder kapitel 3 med at foretrække at bevare modstanderens land og styrker intakte frem for at ødelægge dem. Dette kriterium gør det muligt at fortolke det efterfølgende hierarki: At nå et mål og at lægge det, man vil påvirke, øde giver ikke det samme resultat.
Tanken er ikke det samme som en generel afvisning af at bruge magt. Afhandlingen undersøger stadig, hvordan man kan underlægge sig modstanderen. Betydningen af den højeste militære fuldkommenhed uddyber dette ideal; hvis man vil læse hele kapitlet, må man fortsætte til de kriterier, der styrer valget af midler.
Rækkefølgen kan illustreres med følgende oversigt. Hvert niveau retter sig mod et forskelligt mål, så det er ikke nok at omdøbe en operation for at placere den i en højere kategori.
- At påvirke planerne:at forpurre hensigten eller de betingelser, som modstanderens plan afhænger af.
- At påvirke alliancerne:at forhindre modstanderen i at få eller samle den støtte, der styrker hans position.
- At konfrontere hæren:at løse konflikten gennem kamp med modstanderens opmarcherede styrker.
- At belejre byer:at sætte ressourcer ind mod en befæstet position, en mulighed, som teksten råder til at undgå, når det er muligt.
Den højeste prioritet kræver en forståelse af, hvad modstanderen vil opnå. En handling kan genere ham uden at ændre hans plan. Forskellen mellem at være til besvær og at ændre forudsætningerne for hans plan forklarer hvad det vil sige at angribe strategien, uden at reducere begrebet til ethvert bedrag eller enhver magtdemonstration.
På det andet niveau oversætter Giles passagen som at forhindre fjendens styrker i at forene sig og forklarer det med at skille dem fra deres allierede. Alliansernes rolle hos Sun Tzu gør det muligt at undersøge denne dimension. Den korte formulering opremser ikke bestikkelse eller et katalog af diplomatiske manøvrer, som kan tilføjes som en bogstavelig oversættelse.
Belejringen forklares med konkrete forhold: forberedelse af udstyr, langvarigt arbejde og risikoen for, at utålmodighed får generalen til at beordre et bekosteligt stormangreb. Dens placering nederst i hierarkiet hænger sammen med krigens omkostninger i kapitel 2. Ødelæggelserne og den tid, der går med, kan mindske værdien af det, man opnår.
De tilgængelige styrker og ledelsens ansvar
Kapitlet skelner også mellem situationer med overtal, lige store styrker og undertal. Det angiver numeriske forhold og knytter forskellige handlemuligheder til dem. Det giver ikke en formel, hvor man kan indtaste to tal og få udfaldet af et slag. Sammenligningen må også tage højde for de øvrige forhold, som afhandlingen behandler.
Giles medtager desuden Zhang Yus præcisering af, at en numerisk forskel kan opvejes af andre egenskaber. Det er en kommentators bemærkning, ikke et yderligere tal fra teksten. Den er nyttig, fordi den forhindrer, at opremsningen læses, som om alle kombattanter og situationer var ens.
Et hypotetisk eksempel tydeliggør begrænsningen. To styrker med lige mange soldater kan være forskelligt forberedte, spredte eller forsynede. Lige mange soldater besvarer ét spørgsmål, men lader andre stå åbne. Kapitlet kræver ikke, at man kæmper, blot fordi en numerisk sammenligning falder gunstigt ud.
Generalens evner forbindes med statens styrke. Derefter undersøger teksten tre måder, hvorpå herskeren kan skade sin hær. Den første er at beordre fremrykning eller tilbagetog uden at vide, om styrken er i stand til at udføre det. Problemet er ikke, at der gives en ordre, men at den ikke tager højde for de faktiske muligheder.
Den anden advarsel handler om at lede hæren uden hensyn til dens særlige forhold. Giles fortolker den tredje som at udnævne officerer uden dømmekraft eller forståelse for omstændighederne. Begge advarsler placerer en del af risikoen i ens egen organisation: En styrke kan miste sin sammenhængskraft, før modstanderen besejrer den.
Denne kritik af indblanding fastslår ikke, at generalen har ubegrænset myndighed over alle politiske anliggender. Det, der undersøges, er kompetencen til at træffe beslutninger i en militær situation. At forveksle operationel selvstændighed med fravær af ansvar ville gå videre, end passagen lægger op til.
Hvilke oplysninger den, der vælger en mulighed, har brug for
Mod slutningen nævnes fem betingelser for at kunne se muligheden for sejr: at vide, hvornår man skal kæmpe, og hvornår man skal afstå; at kunne håndtere styrker af forskellig størrelse; at bevare en fælles vilje; at være forberedt over for en uforberedt modstander; og at have en dygtig general uden skadelig indblanding fra herskeren.
Denne opremsning hører til kapitel 3. Den gentager ikke de fem faktorer fra kapitel 1, selv om nogle emner hænger sammen. Her samler den de evner, der er nødvendige for at vælge og gennemføre en mulighed; den giver ikke automatisk en garanti til den, der hævder at besidde dem.
Sammenhængen mellem forberedelse og mulighed fortsætter i dispositionerne i kapitel 4. Organisering gør det muligt at undgå visse egne svagheder, men tvinger ikke modstanderen til at efterlade en mulighed åben. Derfor slutter kapitlets analyse ikke med en generel ordre om at angribe.
Den afsluttende maksime om at kende den anden og kende sig selv skal læses i denne sammenhæng. Viden om egne forhold hjælper med at erkende begrænsninger; viden om modstanderen gør det muligt at vurdere, hvad han forsøger på, og hvilke midler han råder over. Passagen angiver ikke statistiske procenter for hver kombination af viden.
Hierarkiet giver en retning, men kræver en vurdering af situationen. Uden at forstå modstanderens mål, hans støtte og ens egne styrkers kapacitet er det umuligt at begrunde, hvorfor én mulighed skulle foretrækkes frem for en anden. En liste over prioriteter kan ikke erstatte de oplysninger, der er nødvendige for at anvende den.
Før man vurderer, om en handling virker, er det en god idé at præcisere, hvad den skal ændre: en plan, et støtteforhold, en opmarcheret styrke eller en befæstet position. Denne skelnen forhindrer, at ethvert gunstigt resultat kaldes strategisk.
Se alle artikler i Sun Tzus strategiske forberedelse: kapitel 1-3
