At ignorere fjenden: Hvorfor det ikke er nok at kende sine styrker

En intern analyse kan være korrekt og alligevel føre til en forkert beslutning. At vide, hvad man kan gøre, afslører ikke, hvordan modstanderen vil reagere, eller hvilke forhold der styrker hans position. Det er det specifikke problem i Sun Tzus mellemste scenario.

At ignorere fjenden betyder ikke nødvendigvis, at man undervurderer sig selv eller ikke kender sine egne ressourcer. Det kan godt forenes med en grundig intern vurdering. I selverkendelse og strategisk information viser dette tilfælde grænsen for en beslutning, der udelukkende bygger på oplysninger om den, der træffer den.

Problemet ved kun at kende den ene side af forholdet

I kapitel 3, afsnit 18 i Lionel Giles’ oversættelse fra 1910 stiller Sun Tzu hver sejr over for et nederlag, når man kender sin egen side, men ikke fjenden. Formuleringen fastslår ikke en lov om 50 % sejre. Den peger på utilstrækkeligheden ved ensidig viden; den beskriver ikke en række målte resultater.

Den fulde analyse af at kende fjenden og kende sig selv placerer dette tilfælde blandt de øvrige scenarier i afsnittet. Det særlige her er, at ens egen forberedelse ikke mangler. Det, der mangler, er et grundlag for at vurdere, hvordan den vil fungere under bestemte ydre forhold.

En styrke udtrykker en evne; en fordel kræver en sammenligning. At kunne handle hurtigt viser ikke, at hurtigheden ændrer resultatet. Den kan være utilstrækkelig over for en anden reaktion, irrelevant for målet eller dyr i form af koordinering. Springet fra »vi kan gøre det« til »det er en fordel for os at gøre det« kræver yderligere oplysninger.

Man må også skelne mellem modstanderens evner og hensigter. At vide, at modstanderen råder over en ressource, bekræfter ikke, hvornår den vil blive brugt. At observere en handling afslører heller ikke nødvendigvis hele dens formål. Manglende information løses ikke ved at tillægge modstanderen de motiver, man selv ville have i hans sted.

Derfor handler det at ignorere fjenden om mere end slet intet at vide om ham. Det kan bestå i at bruge forældede oplysninger, kende til forhold, der ikke har betydning for beslutningen, eller tage en utilstrækkeligt efterprøvet fortolkning for givet. En omfattende sagsmappe kan stadig lade det konkrete spørgsmål, som en plan afhænger af, stå ubesvaret.

Et hypotetisk eksempel: samme evne, en anden beslutning

Forestil dig to teams, der fremlægger forslag til, hvordan en organisations dokumentarkiv skal organiseres. Det er et fiktivt, nutidigt eksempel, ikke en episode fra værket. Vi antager, at begge opfylder de grundlæggende krav, og at organisationen endnu ikke har valgt nogen af dem.

Team A kender sine tilgængelige arbejdstimer, har kontrolleret kvaliteten af sit arbejde og kan udarbejde en prøve på ti dage. Team B skal bruge femten. På baggrund af denne forskel fokuserer A sit forslag på hurtighed og mener, at det er unødvendigt at undersøge, hvad B tilbyder. A’s interne oplysning om tidsfristen kan være helt korrekt.

Argumentationen tilføjer uden belæg, at det afgørende kriterium vil være at levere først. Den forudsætter også, at ydelserne på alle andre områder er ens. Ingen af disse påstande følger af kendskabet til ens egen produktivitet. Det er ydre forhold, som føjes ind i analysen, som om de allerede var bekræftet.

Lad os nu føje nye oplysninger til eksemplet: Organisationens offentliggjorte kriterier lægger større vægt på kontinuiteten i arbejdet under overgangen end på datoen for prøven. Desuden omfatter B’s offentlige forslag støtte til denne overgang. Det beviser ikke, at B vil blive valgt; det ændrer, hvad A må undersøge for at underbygge sit forslag.

Team A kan stadig udføre arbejdet på ti dage. Det, der svækkes, er konklusionen om, at denne hurtighed er nok. A kan undersøge, om fremgangsmåden sikrer, at organisationens aktiviteter fortsætter, og forklare, hvordan den gør det, eller erkende, at forslaget ikke dækker dette krav tilstrækkeligt. Ingen af svarene kræver, at A foregiver at have evner, det ikke besidder.

Ændringen består ikke i automatisk at kopiere det andet team. Den består i at vurdere egne evner i forhold til et bedre defineret problem. Oplysningerne om B giver en sammenligningskontekst; organisationens kriterier angiver, hvad sammenligningen skal bruges til. Hvis man forveksler de to ting, risikerer man at konkurrere på områder, ingen har efterspurgt.

Når eksemplet skal vurderes, er det nyttigt at spørge: Er tidsfristen reelt vigtigst? Hvilke dele af B’s tilbud er dokumenteret? Hvilke oplysninger mangler vi om vores overgang? Det er også vigtigt at fastslå, hvilke nye oplysninger der ville få os til at revidere forslaget. Et nyttigt spørgsmål er et, hvis svar kan ændre en beslutning, ikke blot bekræfte, at der er blevet arbejdet hårdt.

Udfaldet står åbent. A kan forbedre sit forslag uden at blive valgt eller blive valgt, selv om en del af problemet er blevet analyseret forkert. Intet enkelt udfald ville bevise en sandsynlighed på 50 % eller gøre mangel på information til en anbefalelsesværdig metode.

Sådan indhenter man nyttig information uden at forveksle den med sikkerhed

Kapitel 13 tillægger menneskelige oplysninger om modstanderen en udtrykkelig rolle og afviser at erstatte dem med rene beregninger. De fem typer spioner i kapitel 13 forklarer denne tilgang i dens militære kontekst. Spørgsmålet, der er relevant her, er, hvilke oplysninger der kan efterprøve en konkret antagelse.

At indsamle, efterprøve og fortolke er forskellige handlinger. En meddelelse kan være modtaget uden at være bekræftet; en bekræftet oplysning kan have flere mulige forklaringer. Hvis man fastholder disse skel, undgår man at forveksle den sikkerhed, en rapport fremlægges med, med sikkerheden i dens indhold.

Information har også en rækkevidde. En observation gør det muligt at beskrive, hvad der skete på et bestemt sted og tidspunkt; at overføre den til andre situationer kræver begrundelser. At en evne ikke er blevet vist, beviser ikke, at den ikke findes, ligesom det at annoncere en evne ikke beviser, at den er til rådighed.

I en erhvervsmæssig anvendelse fokuserer konkurrentanalyse baseret på åbne kilder på at undersøge offentligt tilgængelige oplysninger. Denne anvendelse sidestiller ikke enhver praksis for indsamling af oplysninger med værkets spionagebegreb og retfærdiggør ikke adgang til private kommunikationer eller andres hemmeligheder.

Der kan også opstå modvilje mod at genoverveje en konklusion, når man har forsvaret den offentligt. Risiciene ved at træffe beslutninger i vrede og ud fra ego behandler denne udfordring. Eksterne oplysninger gør kun ringe nytte, når kriteriet for at acceptere dem er, at de ikke må modsige det billede, man ønsker at bevare af sig selv.

Man behøver ikke kende alt til modstanderen for at opgive en udokumenteret antagelse. De tilgængelige oplysninger kan være nok til at begrænse en beslutning eller bevare et alternativ. Men de gør det ikke muligt at fremstille fraværet af oplysninger som bevis for, at der ikke findes nogen hindring.

Før du tilskriver et resultat manglende information, skal du identificere, hvad man ikke vidste, og hvordan beslutningen ville have ændret sig, hvis man havde vidst det. Sådan skelner man en konkret begrænsning fra en forklaring, der er konstrueret efter udfaldet.

Se alle artikler i Kend dig selv: selvindsigt og information hos Sun Tzu