Yinqueshan-teksterne: Hvad bambusmanuskripterne afslørede

Yinqueshan-teksterne udgør et materielt vidnesbyrd, der gør det muligt at studere værker, som er blevet overleveret gennem århundreder. Læsningen kræver, at man skelner mellem de bevarede bambustavler, den redaktionelle rekonstruktion og de konklusioner, der kan drages af hvert fragment.

Yinqueshan-teksterne gør det muligt at studere overleveringen af kinesiske militærværker med udgangspunkt i materielle levn. Blandt Sun Tzus manuskripter og oversættelser er det vigtigt at skelne dette arkæologiske vidnesbyrd fra de fortolkninger, som redaktører og oversættere senere har fremlagt.

Hvad blev fundet i Yinqueshan i 1972?

Fundet blev gjort i 1972 i Yinqueshan i Linyi i den kinesiske provins Shandong. Manuskripterne stammede fra grave fra det vestlige Han-dynasti. Gravkonteksten gør det muligt at studere gamle dokumenter, der er fysisk bevaret, i stedet for udelukkende at være afhængig af kopier, som er blevet overleveret gennem århundreder.

Skrivematerialet var bambus, ikke pergament. Skriften stod på smalle bambustavler, som må studeres som dele af større helheder. Deres form, længde, kalligrafi og fastgørelsespunkter giver oplysninger om, hvordan de kan have været organiseret. En trykt udgave omdanner disse materialer til sammenhængende sider, men denne sammenhæng er resultatet af rekonstruktionsarbejdet.

Denne materielle forskel har betydning, når man læser en oversættelse. Et spring mellem sætninger kan skyldes et fysisk tab; en tilsyneladende klar rækkefølge kan afhænge af den orden, forskerne har foreslået. Et fotografi af en bambustavle, dens transskription og den oversættelse, der er beregnet til læseren, er beslægtede dokumenter, men de besvarer forskellige spørgsmål.

Man må også skelne mellem datoerne for værkets tilblivelse, afskrift og begravelse. At et værk findes i en grav, gør det muligt at fastslå, at den afskrevne tekst eksisterede, før gravkonteksten blev lukket. Det fastslår ikke automatisk, hvornår teksten først blev skrevet, eller hvor længe den havde været i omløb. Hvis man forveksler disse datoer, gør man eksemplarets alder til en biografi, som genstanden ikke indeholder.

Sun Tzu, Sun Bin og andre tekster fra samlingen

Blandt de identificerede materialer findes fragmenter, der svarer til de tretten kapitler i Krigskunsten af Sun Tzu, andre tilknyttede tekstpassager og en afhandling, der tilskrives Sun Bin. Samlingen omfatter også andre gamle tekster. Yinqueshan er altså ikke navnet på ét enkelt værk.

Tilstedeværelsen af to særskilte afhandlinger giver et materielt grundlag for ikke at forveksle deres respektive teksttraditioner. Det er dette, man bør holde sig for øje, når man læser om forskellene mellem Sun Tzu og Sun Bin. At identificere forskellige værker er ikke det samme som at bekræfte alle de begivenheder, som traditionelle biografier tilskriver deres forfattere.

Hvad angår Sun Bins militærafhandling, gjorde fundet det muligt at få adgang til indhold, der ikke var bevaret som et værk med en ubrudt overlevering. Rekonstruktionen bør studeres for sig: Hvis man uden forklaring føjer den til Sun Tzus tretten kapitler, ender man med en bog, der består af forskellige tekster under en misvisende tilskrivning.

Samlingen indeholder også skrifter med forbindelse til andre områder af kinesisk tænkning. Det udvider fundets kontekst: Militærdokumenterne indgik i en samling med andre intellektuelle interesser, og fortolkningen af den kan ikke begrænses til at lede efter velkendte citater fra Sun Tzu.

Derfor kræver et fundet fragment, at man først identificerer, hvilken samling det hører til. At en bambustavle ligger ved siden af en anden, beviser ikke, at de begge indgår i samme kapitel; tematisk lighed er heller ikke tilstrækkeligt til at tilskrive en hel tekstpassage den mest kendte forfatter. Den fælles kontekst hjælper forskningen på vej, men erstatter ikke identifikationen af hver enkelt tekst.

Hvad ændrer sig i studiet af den overleverede version?

En sammenligning af udgravede manuskripter med overleverede tekster gør det muligt at kontrollere overensstemmelser og undersøge forskelle. Hvor en genkendelig tekstpassage er bevaret, kan ordlyden sammenholdes; hvor materiale mangler, er der en grænse for sammenligningen. Derfor er udtrykket »bekræftede den traditionelle version« for vidtgående, når det bruges som garanti for fuldstændig identitet.

Et sammenfald kan dokumentere kontinuitet i en tekstpassage. En forskel åbner for andre muligheder: en skrivevariant, en alternativ læsning eller en ændring under overleveringen. Det kræver argumenter at afgøre, hvilken mulighed der er tale om. Det ældste eksemplar er ikke automatisk fejlfrit, og en senere version bør ikke afvises alene på grund af sin alder.

Rekonstruktionsarbejdet kan omfatte undersøgelse af fotografier, mærker på bagsiden, sammenføjninger mellem fragmenter, afgrænsning af kapitler og læsning af skrifttegn. Disse undersøgelser gør det muligt at foreslå, hvordan de materialer, der i dag er bevaret fragmentarisk, kan have hængt sammen.

Dette arbejde hjælper med at forstå, hvad en kritisk udgave bidrager med: Den gør det muligt at skelne mellem det bevarede, det rekonstruerede og det omdiskuterede. En oversættelse, der gengiver en sammenhængende fortælling, kan være praktisk ved en første læsning, men den er ikke tilstrækkelig til at afgøre, hvilke ord der er synlige på skrivematerialet. Hvis man vil undersøge en variant, må man bruge de tilhørende transskriptioner og redaktionelle forklaringer.

Bogens historie i Vesten hører til en anden fase af dens overlevering. Amiots oversættelse, der udkom i 1772, blev udgivet to århundreder før fundet. Den kunne af rent kronologiske grunde ikke inddrage disse udgravede materialer. Det afgrænser, hvilke kilder den kunne bygge på, uden at udgivelsesdatoen i sig selv siger noget om kvaliteten af hans arbejde.

Når man læser sammenligningen mellem Giles og Griffith, bør man anvende den samme skelnen: En historisk oversættelse og en udgave, der behandler manuskripterne, tjener forskellige formål. Hvis man vil efterprøve en oplysning om Yinqueshan, er det relevante spørgsmål, hvilket fragment eller hvilken undersøgelse der underbygger påstanden.

Hvad blev fundet i Yinqueshan i 1972?

Fundet blev gjort i 1972 i Yinqueshan i Linyi i den kinesiske provins Shandong. Manuskripterne stammede fra grave fra det vestlige Han-dynasti. Robin D. S. Yates' undersøgelse, der blev offentliggjort i Early China i 1994, placerer sandsynligvis den grav, han undersøger, i de første år af Han Wudis regeringstid. Der er altså tale om en gammel gravkontekst, ikke en samling, der er blevet til gennem moderne opkøb.

:chatgpt-content-reference{index="0"}

Skrivematerialet var bambus, ikke pergament. Skriften stod på smalle bambustavler, som må studeres som dele af større helheder. Deres form, længde, kalligrafi og fastgørelsespunkter giver oplysninger om, hvordan de kan have været organiseret. En trykt udgave omdanner disse materialer til sammenhængende sider, men denne sammenhæng er resultatet af rekonstruktionsarbejdet.

:chatgpt-content-reference{index="1"}

Denne materielle forskel har betydning, når man læser en oversættelse. Et spring mellem sætninger kan skyldes et fysisk tab; en tilsyneladende klar rækkefølge kan afhænge af den orden, forskerne har foreslået. Et fotografi af en bambustavle, dens transskription og den oversættelse, der er beregnet til læseren, er beslægtede dokumenter, men de besvarer forskellige spørgsmål.

Man må også skelne mellem datoerne for værkets tilblivelse, afskrift og begravelse. At et værk findes i en grav, gør det muligt at fastslå, at den afskrevne tekst eksisterede, før gravkonteksten blev lukket. Det fastslår ikke automatisk, hvornår teksten først blev skrevet, eller hvor længe den havde været i omløb. Hvis man forveksler disse datoer, gør man eksemplarets alder til en biografi, som genstanden ikke indeholder.

Sun Tzu, Sun Bin og andre tekster fra samlingen

Blandt de identificerede materialer findes fragmenter, der svarer til de tretten kapitler i Krigskunsten af Sun Tzu, andre tilknyttede tekstpassager og en afhandling, der tilskrives Sun Bin. Samlingen omfatter også materialer fra Weiliaozi, Yanzi chunqiu og De seks strategier. Yinqueshan er altså ikke navnet på ét enkelt værk.

:chatgpt-content-reference{index="2"}

Tilstedeværelsen af to særskilte afhandlinger giver et materielt grundlag for ikke at forveksle deres respektive teksttraditioner. Det er dette, man bør holde sig for øje, når man læser om forskellene mellem Sun Tzu og Sun Bin. At identificere forskellige værker er ikke det samme som at bekræfte alle de begivenheder, som traditionelle biografier tilskriver deres forfattere.

Hvad angår Sun Bins militærafhandling, gjorde fundet det muligt at få adgang til indhold, der ikke var bevaret som et værk med en ubrudt overlevering. Rekonstruktionen bør studeres for sig: Hvis man uden forklaring føjer den til Sun Tzus tretten kapitler, ender man med en bog, der består af forskellige tekster under en misvisende tilskrivning.

:chatgpt-content-reference{index="3"}

Samlingen indeholder også skrifter med forbindelse til yin og yang. Yates helligede sin forskning til flere af disse tekster og arbejdede specifikt med deres transskription, omorganisering og oversættelse. Det udvider fundets kontekst: Militærdokumenterne indgik i en samling med andre intellektuelle interesser, og fortolkningen af den kan ikke begrænses til at lede efter velkendte citater fra Sun Tzu.

:chatgpt-content-reference{index="4"}

Derfor kræver et fundet fragment, at man først identificerer, hvilken samling det hører til. At en bambustavle ligger ved siden af en anden, beviser ikke, at de begge indgår i samme kapitel; tematisk lighed er heller ikke tilstrækkeligt til at tilskrive en hel tekstpassage den mest kendte forfatter. Den fælles kontekst hjælper forskningen på vej, men erstatter ikke identifikationen af hver enkelt tekst.

Hvad ændrer sig i studiet af den overleverede version?

En sammenligning af udgravede manuskripter med overleverede tekster gør det muligt at kontrollere overensstemmelser og undersøge forskelle. Hvor en genkendelig tekstpassage er bevaret, kan ordlyden sammenholdes; hvor materiale mangler, er der en grænse for sammenligningen. Derfor er udtrykket »bekræftede den traditionelle version« for vidtgående, når det bruges som garanti for fuldstændig identitet.

Et sammenfald kan dokumentere kontinuitet i en tekstpassage. En forskel åbner for andre muligheder: en skrivevariant, en alternativ læsning eller en ændring under overleveringen. Det kræver argumenter at afgøre, hvilken mulighed der er tale om. Det ældste eksemplar er ikke automatisk fejlfrit, og en senere version bør ikke afvises alene på grund af sin alder.

Rekonstruktionsproblemerne er dokumenteret. På et arbejdsmøde i Tsinghua i november 2015 undersøgte man infrarøde fotografier og farvefotografier, mærker på bagsiden, sammenføjninger mellem fragmenter, afgrænsning af kapitler og læsning af skrifttegn. Holdet drøftede også, hvordan man kunne respektere manuskripternes materielle udformning ved udarbejdelsen af deres udgivelse.

:chatgpt-content-reference{index="5"}

Dette arbejde hjælper med at forstå, hvad en kritisk udgave bidrager med: Den gør det muligt at skelne mellem det bevarede, det rekonstruerede og det omdiskuterede. En oversættelse, der gengiver en sammenhængende fortælling, kan være praktisk ved en første læsning, men den er ikke tilstrækkelig til at afgøre, hvilke ord der er synlige på skrivematerialet. Hvis man vil undersøge en variant, må man bruge de tilhørende transskriptioner og redaktionelle forklaringer.

Bogens historie i Vesten hører til en anden fase af dens overlevering. Amiots oversættelse, der udkom i 1772, blev udgivet to århundreder før fundet. Den kunne af rent kronologiske grunde ikke inddrage disse udgravede materialer. Det afgrænser, hvilke kilder den kunne bygge på, uden at udgivelsesdatoen i sig selv siger noget om kvaliteten af hans arbejde.

:chatgpt-content-reference{index="6"}

Når man læser sammenligningen mellem Giles og Griffith, bør man anvende den samme skelnen: En historisk oversættelse og en udgave, der behandler manuskripterne, tjener forskellige formål. Hvis man vil efterprøve en oplysning om Yinqueshan, er det relevante spørgsmål, hvilket fragment eller hvilken undersøgelse der underbygger påstanden, ikke hvor mange gange den gentages i en salgstekst.

Når du læser en udgave, der bygger på disse manuskripter, bør du kontrollere, om den identificerer de anvendte fragmenter og skelner mellem bevarede ord og foreslåede rekonstruktioner.

Se alle artikler i Sun Tzus oversættelser: manuskripter, versioner og læsekriterier