Amiot og Sun Tzu: den franske oversættelse fra 1772 og dens modtagelse

Amiots oversættelse udkom som del af en samling kinesiske militærværker. En undersøgelse af dette bind gør det muligt at forstå, hvad der blev udgivet på fransk, og at skelne den dokumenterede modtagelse fra historierne om berømte læsere.

Jean Joseph Marie Amiots version studeres blandt Sun Tzus manuskripter og oversættelser som et led i den europæiske modtagelse. For at forstå den er det nyttigt at skelne mellem det udgivne bind, måden afhandlingen præsenteres på og de senere historier om dens læsere.

Hvad Amiot udgav på fransk i 1772

Art militaire des Chinois blev udgivet i Paris i 1772 i fader Amiots oversættelse. Titlen præsenterer bindet som en samling af gamle kinesiske militærskrifter. Sun Tzu optræder i denne samling, men er ikke forfatter til alt indholdet.

Værket indtager ofte en særlig plads i den europæiske Sun Tzu-historie, fordi hans afhandling tidligt udkom på fransk. Det betyder ikke, at det var den første oversættelse af teksten til noget sprog, og naturligvis heller ikke, at det var en engelsk version.

Amiot var en jesuitisk missionær, der var bosat i Beijing. Hans oversættelsesarbejde foregik i Kina, hvorefter det kom til Europa med henblik på redaktionel bearbejdning og udgivelse i Frankrig. Dette forløb er en nødvendig del af baggrunden for at forstå udgaven.

Ud over skrifter tilskrevet Sun Tzu indeholder bindet andre afhandlinger og materialer med tilknytning til kinesiske militære forhold. Denne sammensætning gør det nødvendigt at skelne omhyggeligt mellem de enkelte afsnit, når bogen bruges som kilde.

At skelne mellem bogen og afhandlingen forebygger fejl i tilskrivningen. En instruktion i et andet afsnit af antologien bliver ikke til en lære fra Sun Tzu, blot fordi den står i samme bog. For at citere Amiot præcist skal man angive, hvilket værk han oversætter på det pågældende sted, og om passagen stammer fra teksten, en introduktion eller tilføjet materiale.

Sådan præsenterer og forklarer teksten

Amiots version rummer en fremstilling, der kan udfolde idéerne mere indgående end nogle senere oversættelser. Det påvirker læseoplevelsen: En udførlig formulering kan indeholde forklaringer, som læsere af en mere kortfattet version vil finde i noter eller separate kommentarer.

Denne observation beviser ikke i sig selv, at hans valg er rigtige eller forkerte. For at vurdere et oversættelsesvalg må man sammenholde det med den kinesiske tekst, han brugte, dens kommentarer og andre mulige læsninger. At tælle ord eller foretrække en mere kortfattet stil afgør ikke spørgsmålet.

Også overskrifterne påvirker læsningen. En titel kan lede opmærksomheden hen mod en bestemt fortolkning, allerede før man begynder på kapitlet. Derfor bør man skelne mellem redaktionelle overskrifter og det indhold, der egentlig tilskrives afhandlingen.

Det er mere præcist at undersøge Amiots valg passage for passage end at sætte en enkel etiket som »bogstavelig« eller »fri« på hele bindet. En udførlig oversættelse kan ligge tæt på teksten ét sted og være forklarende et andet.

Man kan sammenligne med senere versioner ved at se på afgrænsede tekstpassager. Sammenligningen mellem Giles og Griffith gør det muligt at se andre ordvalg og andre måder at forklare redaktionelle valg på. Spørgsmålet er ikke, hvilken formulering der lyder ældst, men hvilken nuance hver version bevarer, og hvilken forklaring den giver til støtte for den.

Kronologien sætter også en grænse for, hvad kilderne kan dokumentere. Bambusmanuskripterne fra Yinqueshan blev opdaget i 1972 og var derfor ikke tilgængelige for Amiot. At læse hans version som et vidnesbyrd om modtagelsen i 1700-tallet er noget andet end at bruge den til at kende til senere arkæologiske resultater.

Dokumenteret modtagelse og den mulige læsning hos Napoleon

Amiots udgivelse gjorde det muligt for europæiske læsere at stifte bekendtskab med en fransk version af de idéer, der tilskrives Sun Tzu. Denne modtagelse kan undersøges gennem udgaver, korrespondance, omtaler og andre dokumenter, der kan fastslå konkrete forbindelser til værket.

Påstanden om, at Napoleon læste denne oversættelse, kræver større forsigtighed. Muligheden er blevet nævnt i tekster om Sun Tzus modtagelse i Vesten, men den bør ikke fremstilles som et bevist faktum uden direkte dokumentation for, at han læste den.

At en bog var tilgængelig, og at en bestemt person læste den, er to forskellige forhold. En udgivelse kan cirkulere på det rette tidspunkt uden dermed at bevise, hvem der læste den. En lighed mellem en militær manøvre og en maksime er heller ikke nok til at fastslå en afhængighed: Før sammenfaldet kan blive til en historisk påstand, kræves der en dokumenteret forbindelse.

Et brev, en identificerbar notits eller en læseprotokol ville give et bedre grundlag for at drøfte spørgsmålet. Selv det at eje et eksemplar ville ikke i sig selv bevise, at man havde læst det grundigt eller anvendt dets idéer. Den forsigtige formulering er, at det ikke bør betragtes som bevist, at Napoleon læste Amiot, alene fordi det var kronologisk muligt.

Endelig bør man skelne mellem historisk modtagelse og nutidig fortolkning. Thomas Clearys fortolkning tilbyder en anden læseramme. En sammenligning med Amiot kræver, at man fastslår, hvad der hører til de enkelte introduktioner og kommentarer, uden at fremstille en oversætters valg som ord fra den gamle forfatter, der kan bruges i flæng.

Når du citerer en passage fra Amiot, skal du angive udgaven og den konkrete afhandling, den stammer fra. Bevar også skellet mellem den franske oversættelse og eventuelle senere spanske versioner.

Se alle artikler i Sun Tzus oversættelser: manuskripter, versioner og læsekriterier