Thomas Cleary foreslår at læse afhandlingen inden for en taoistisk ramme. Ved at skelne mellem hans introduktion, den oversatte tekst og kommentarerne kan man undersøge dette forslag uden at tilskrive Sun Tzu alle de idéer, der optræder i bindet.
Thomas Clearys læsning rejser et spørgsmål inden for Sun Tzus håndskrifter og oversættelser: Hvordan ændres fortolkningen af afhandlingen, når oversætteren foreslår en filosofisk ramme allerede på de indledende sider? For at besvare spørgsmålet er det en god idé først at fastslå, hvem der taler i hver del af bogen.
Clearys udgave og bindets forskellige stemmer
De udgaver, der er knyttet til Thomas Clearys arbejde, kombinerer oversættelsen af afhandlingen med materiale, der hjælper med at fortolke den. Afhængigt af hvilken udgave man konsulterer, kan man finde introduktioner, traditionelle kommentarer og redaktionelle forklaringer. Disse elementer bør ikke automatisk forveksles med de ord, der tilskrives Sun Tzu.
Cleary placerer Krigskunsten inden for en ramme med forbindelse til taoistisk tænkning. Dette forslag påvirker måden, bestemte passager præsenteres på, især dem, der kan forbindes med forebyggelse, tilpasning, økonomisering med kræfterne og evnen til at opnå resultater uden at ty til en direkte konfrontation.
Man kan altså stille forskellige spørgsmål til en sætning: Hører den til den oversatte tekst? Er det en kommentator, der har formuleret den? Optræder den i en moderne introduktion? En fortolkning kan være overbevisende uden dermed at blive en påstand fremsat af den antikke forfatter. Korrekt kildeangivelse gør det muligt at diskutere hver idé på det rette niveau.
Kommenterede udgaver samler også stemmer fra forskellige perioder. Når en kommentator forklarer en sætning af Sun Tzu, dokumenterer forklaringen en historisk fortolkning af afhandlingen, men den bør ikke indføjes i originalteksten, som om begge formuleringer stammede fra samme tidspunkt.
Udvælgelsen af kommentarer er desuden en redaktionel beslutning. Selv om hver kommentar har sin egen oprindelse, påvirker det læserens oplevelse, hvilke kommentarer der medtages, i hvilken rækkefølge og ved hvilke passager. Derfor er det en god idé at skelne mellem en kommentars historiske eksistens og den konkrete måde, en moderne udgave organiserer den på.
Når man læser opmærksomt, er det nyttigt først at læse en passage i afhandlingen færdig og derefter vende tilbage til kommentarerne. Så kan man se, hvilket problem hver glosse forklarer, og hvilken fortolkning den tilføjer. Hvis man læser det hele som én sammenhængende tale, er det let at miste denne forskel af syne, især når en forklaring fylder langt mere end den sætning, den kommenterer.
Forebyggelse og diskret effektivitet: en sammenligning med Giles
En af de fortællinger, Cleary bruger til at præsentere sin læsning, handler om tre lægebrødre. Den mest kendte læge behandler problemer, når de allerede er synlige, mens en anden bror griber ind, før sygdommen når at udvikle sig fuldt ud. Anekdoten introducerer en måde at tænke på forebyggelse på; den hører til Clearys forklarende ramme, ikke til Sun Tzus tretten kapitler.
Som fortolkning af denne fortælling kan man skelne mellem en indgribens effektivitet og dens spektakulære karakter. At undgå en vanskelighed fører ikke nødvendigvis til en synlig sejrsscene. Det ændrer læserens spørgsmål: I stedet for altid at lede efter det mest kontante svar kan man undersøge, hvilke betingelser der gjorde det muligt, at konfrontationen overhovedet opstod.
Et sammenligningspunkt findes i kapitel fire i Giles' oversættelse. Her optræder idéer om sejre, der ikke kræver en ekstraordinær magtdemonstration, og om en strategisk evne, hvis resultat kan virke enkelt netop fordi betingelserne er blevet forberedt på forhånd.
Man kan foreslå en fortolkningsmæssig lighed mellem dem: Resultatet behøver ikke at blive målt på den indsats, publikum kan se. Men formuleringerne hører til forskellige sammenhænge. Fortællingen om lægen danner ramme om en filosofisk introduktion; Sun Tzus kapitel handler om krigsførelse.
Denne skelnen forhindrer, at man hævder, at Cleary helt fra grunden har skabt idéen om en lidet synlig effektivitet. Den undgår også den modsatte fejl: at tage hans anekdote som bevis på, at afhandlingen altid har haft præcis den fortolkning, han foreslår. Sammenligningen viser en rimelig forbindelse mellem passager, ikke en identitet mellem forfattere og tidsperioder.
Et andet relevant punkt er afhandlingens præference for at opnå bestemte resultater uden at udkæmpe et ødelæggende slag. Denne idé kan forbindes med en læsning, der lægger vægt på at mindske unødvendig konfrontation, men sammenhængen er fortsat strategisk og militær.
Derfor bør en læsning, der fokuserer på at mindske konflikten, ikke udviske magtforholdene i passagen. At undgå kamp kan være strategisk begrundet; det beviser ikke i sig selv en generel afvisning af magt. Den filosofiske fortolkning bør forklare denne spænding i stedet for at gøre enhver maksime til et råd om at leve fredeligt sammen.
Man kan også sammenligne behandlingen af dao. I andre oversættelser er begrebet blevet gengivet med udtryk knyttet til moralloven, indflydelse eller harmoni mellem herskere og befolkning. En taoistisk læsning kan lægge særlig vægt på begrebets filosofiske klangbund, men denne klangbund fjerner ikke begrebets konkrete funktion i kapitlets strategiske opregning.
Sammenligningen bør undersøge, hvor hver fortolkning optræder, og hvor meget den præger læsningen, frem for at inddele versionerne i én, der angiveligt er filosofisk, og en anden, der ikke kan genkende filosofi. Sammenligningen mellem Giles og Griffith gør det muligt at fortsætte analysen med konkrete valg af ordforråd.
Taoisme, I Ching og fortolkningens grænser
At forbinde afhandlingen med Tao Te Ching rejser et spørgsmål om filosofisk sammenligning. At påvise en direkte historisk indflydelse kræver en anden slags argumenter: kronologi, overlevering og identificerbare tekstlige forbindelser. En begrebsmæssig lighed er ikke tilstrækkelig i sig selv. Studiet af ligheder mellem Sun Tzu og taoismen bør holde disse to undersøgelser adskilt.
To tekster kan dele billeder, temaer eller måder at beskrive en handling på, uden at den ene nødvendigvis stammer fra den anden. De kan også indgå i et intellektuelt miljø, hvor bestemte idéer cirkulerede på måder, der er vanskelige at rekonstruere. Derfor er »der er en lighed« og »denne tekst påvirkede direkte hin« forskellige historiske påstande.
Den samme forsigtighed gælder I Ching. Forbindelser, der foreslås mellem forskellige kinesiske værker, skal identificeres i det bind og den konkrete kommentar, hvor de optræder. En henvisning, som Cleary fremsætter i introduktionen eller kommentaren til et andet værk, bør ikke automatisk overføres til Krigskunsten.
Titler, der ligger tæt på hinanden, kan føre til upræcis kildeangivelse. Før man kommenterer en formodet forbindelse til I Ching, skal man identificere bindet, passagen og dens forfatter. At Cleary oversætter eller kommenterer flere værker, betyder ikke, at alle hans introduktioner er dele af én og samme bog, eller at alle henvisninger i hans kommentarer er direkte kilder til afhandlingen.
Den strategiske læsning af wu wei åbner en anden fortolkningsmulighed, så længe begrebet ikke reduceres til »ikke at gøre noget«. Som læseforslag kan den spørge, hvornår man bør gribe ind, hvilken indsats der er unødvendig, og hvornår en handling forsøger at tvinge betingelser, som den ikke forstår.
Brugt alt for bredt kan wu wei imidlertid blive en etikette, der bagefter kan forklare enhver anbefaling om forsigtighed eller fleksibilitet. For at undgå dette må man vende tilbage til den konkrete passage og spørge, hvilken handling den beskriver, hvilket problem den forsøger at løse, og hvilken dokumenterbar forbindelse den har til det filosofiske begreb, der bruges til at fortolke den.
Denne forsigtighed er særlig nyttig, fordi Krigskunsten indeholder meget forskellige anvisninger: beregning, bedrag, logistik, terræn, ledelse, spionage og kamp. En filosofisk fortolkning kan forbinde dem, men bør ikke udviske deres forskelle, så hele afhandlingen bliver en gentagelse af én enkelt idé.
Hvis man vil følge opbygningen af andre redaktionelle rammer, kan man læse Amiots oversættelse. Hos Cleary bevarer den mest præcise læsning skellene tydeligt: oversat tekst, traditionel kommentar og moderne fortolkning. Så kan hver påstand vurderes ud fra sit indhold og sin oprindelse, uden at tilskrive den antikke forfatter alt det, der optræder under hans navn på bogomslaget.
Når du tager noter til denne udgave, så registrér, hvem der fremsætter hver idé: Sun Tzu, en kommentator eller Cleary. Det gør det muligt at sammenligne fortolkninger uden at gøre dem til citater fra den antikke forfatter.
Se alle artikler i Sun Tzus oversættelser: manuskripter, versioner og læsekriterier
