Sun Tzu og Clausewitz: krigens mål, friktion og kamp

Sun Tzu og Clausewitz undersøger, hvordan man opnår et resultat over for en modstander, der også træffer beslutninger. Deres forskelle viser sig i forholdet mellem krigens mål, den tilgængelige viden og kampens rolle – ikke i en modsætning mellem en angiveligt fredelig tradition og en destruktiv.

En sammenligning af Sun Tzu og Clausewitz kræver, at man stiller dem begge de samme spørgsmål: Hvad kæmper man for, hvilke oplysninger gør det muligt at træffe beslutninger, og hvad sker der, når udførelsen afviger fra planen? Inden for Sun Tzu sammenlignet med andre strategerfokuserer denne sammenstilling på disse problemer, ikke på at tillægge Østen eller Vesten én bestemt mentalitet.

Som reference bruges Lionel Giles’ engelske oversættelse af Krigskunsten og J. J. Grahams af Om krig. De danske forklaringer er parafraser. De citerede kapitler gør det muligt at skelne værkernes teser fra den sammenlignende fortolkning.

Krigens mål og sejrens omfang

I bog I, kapitel 1, forbinder Clausewitz det politiske mål med det militære formål og den indsats, der ydes for at nå det. Fuldstændig tilintetgørelse af modstanderen fremstilles ikke som en ensartet forpligtelse i alle konflikter. Målets omfang påvirker, hvilket resultat der kan betragtes som tilstrækkeligt.

Sun Tzu indleder kapitel 1 med at placere krig blandt statens overlevelsesspørgsmål. I kapitel 3 rejser hans præference for at bevare modstanderens territorium og styrker intakte et andet spørgsmål: Hvad er stadig til rådighed, når man har sejret? Denne sammenhæng forklarer betydningen af den højeste militære fuldkommenhed.

Det er sammenlignelige, men ikke ensartede tilgange. Clausewitz undersøger, hvordan det politiske formål styrer den militære aktivitet. Sun Tzu opstiller præferencer mellem forskellige måder at opnå et resultat på. At bevare det, man har erobret, sikrer ikke, at målet er begrænset; og at forfølge et begrænset mål sikrer heller ikke, at konsekvenserne bliver milde.

Det er desuden vigtigt at skelne mellem regeringens formål og kommandoførelsens udførelse. Forholdet mellem dem kan undersøges fra en anden vinkel i Sun Tzu sammenlignet med Machiavelli. Det er ikke nok at kalde enhver beslutning »politisk« for at påvise, at forfatterne tillægger den samme funktion.

Information, usikkerhed og friktion

I kapitel 13 efterlyser Sun Tzu information fra personer, der kender modstanderen. Forhåndsviden kommer ikke blot af beregninger eller af at overføre ligheder mellem forskellige situationer. Forberedelserne kræver oplysninger om det, som hæren ikke selv kan udlede af sin opgørelse over ressourcer.

I bog I, kapitel 6, undersøger Clausewitz, hvordan mange rapporter er modstridende, falske eller usikre. Denne forsigtighed betyder ikke, at det er værdiløst at kende fjenden. Den peger på problemet med at træffe beslutninger, når de tilgængelige meldinger ikke giver et stabilt og fuldstændigt billede.

Forskellen i vægtning giver anledning til to spørgsmål, der følger efter hinanden: Hvordan får man relevante oplysninger, og hvordan handler man uden at tillægge dem større sikkerhed, end de har? De to ting er ikke nødvendigvis modsætninger. En oplysning kan være nyttig og stadig efterlade flere mulige forklaringer på, hvad der foregår.

Friktion, som Clausewitz udfolder i bog I, kapitel 7, føjer et andet problem til. Små vanskeligheder, uheld og menneskelige begrænsninger hober sig op under udførelsen. Afstanden mellem en sammenhængende plan og en faktisk operation skyldes ikke kun manglende kendskab til fjenden.

Forestil dig en fiktiv march, der forsinkes, fordi ordrer kommer for sent, og planlagt materiel mangler. Mere information om modstanderen afhjælper ikke automatisk disse fejl. Eksemplet skelner mellem ydre usikkerhed og vanskeligheder med udførelsen: De kan optræde samtidig, men kræver forskellige diagnoser.

Sun Tzu beskriver heller ikke en hær, der er fri for nedslidning. Krigens omkostninger i kapitel 2 forbinder felttogets varighed med udtømningen af ressourcer. Læst sammen med friktion giver det mulighed for at sammenligne konkrete begrænsninger uden at hævde, at de to tekster opstiller det samme begreb.

Kamp, koncentration og tyngdepunkt

Sun Tzus præference for at sejre uden kamp eksisterer side om side med instruktioner om konfrontationer og manøvrer. Kapitel 5 kombinerer direkte og indirekte metoder i slaget. »Indirekte« betyder derfor ikke altid blodløs: Det kan beskrive en måde at gribe ind i en faktisk kamp på.

I bog I, kapitel 2, tager Clausewitz højde for andre resultater end fjendens fuldstændige underkastelse. Samtidig tillægger han kampen en central funktion: Selv en manøvre, der undgår sammenstødet, kan afhænge af, hvad parterne forventer ville ske, hvis de kom i kamp.

Denne skelnen hjælper med at adskille et udkæmpet slag fra muligheden for et slag. En tilbagetrækning fra en fjendtlig stilling kan finde sted uden våbenudveksling og stadig være betinget af en styrkesammenligning. At kampen udebliver, beviser ikke, at militær kapacitet er ophørt med at have betydning.

Tyngdepunktet, som behandles i bog VIII, kapitel 4, er heller ikke blot kortets midte. Clausewitz forbinder det med det, som modstanderens sammenhængskraft og handleevne afhænger af. Hans eksempler omfatter en hær og, i visse koalitioner, interessefællesskabet. Identifikationen afhænger af de relationer, der undersøges.

ProblemSun TzuClausewitz
Ønsket resultatSammenligner måder at sejre på og bevare kapacitet.Forbinder det militære formål med det politiske mål.
InformationUnderstreger, at man skal skaffe sig viden om modstanderen.Undersøger usikkerheden i rapporterne.
UdførelseTager højde for nedslidning, organisering og omstændigheder.Udfolder friktionen mellem planlægning og virkelighed.
KampForetrækker at undgå den, når resultatet kan opnås på andre måder.Analyserer dens funktion, også når den kun er en mulighed.

Disse forskelle er indgange til teksterne, ikke adskilte kategorier. Sammenligningen mister præcision, når Sun Tzu fremstilles som en forfatter uden vold, eller Clausewitz som fortaler for ubegrænset ødelæggelse. Når en passage sammenholdes med en anden, bør man holde øje med det mål, den forudsætter, de tilgængelige midler og de betingelser, argumentet fremsættes under.

Sammenligningen med Sun Tzu sammenlignet med Jomini flytter opmærksomheden til operationslinjer, styrkekoncentration og forholdet mellem generelle principper og omstændigheder.

Se alle artikler i Sun Tzu over for Clausewitz, Machiavelli, Musashi og Jomini