Sun Tzu og Machiavelli: autoritet, magt og bevarelse af magten

En sammenligning af Sun Tzu og Machiavelli kræver, at man skelner mellem at føre en hær og at bevare en regering. Magt, tillid og omdømme optræder hos dem begge, men besvarer forskellige spørgsmål og udgør ikke en fælles lære om grusomhed.

Sun Tzu og Machiavelli giver mulighed for at sammenligne to forskellige forhold til magt: at føre en hær og at bevare en regering. Som led i Sun Tzu over for andre strategerer det relevant at undersøge, hvem der bestemmer, hvem tropperne er afhængige af, og hvordan omdømme, tillid og tvang hænger sammen.

Sammenligningen bygger på Krigskunsten, i Lionel Giles' engelske oversættelse, og Fyrsten, i W. K. Marriotts oversættelse. Forklaringerne er parafraser. Der inddrages ikke argumenter fra Discorsi eller fra Machiavellis militærtraktat, som om de hørte til samme tekst.

Politisk autoritet og ansvar for ledelsen

Kapitel 3 hos Sun Tzu beskriver problemer, der opstår, når en suveræn griber ind uden at kende hærens forhold. Hans bekymring er den forvirring, som indgrebet skaber i udførelsen. Den politiske position hos den, der giver en ordre, er ingen garanti for, at vedkommende forstår dens militære konsekvenser.

I Fyrstenplacerer Machiavelli i kapitel XIV krigskundskab blandt herskerens opgaver. Forskellen består ikke blot i at stille en forfatter, der går ind for delegation, over for en, der er imod. Den ene undersøger indblanding i kommandoen; den anden undersøger forberedelsen hos den, der er afhængig af våbenmagt for at bevare sin position.

Kapitel XII hos Machiavelli behandler også forholdet mellem en republik og dens borgerlige hærførere. Her nævner han muligheden for at afsætte dem og for at lade deres virke være underlagt lovene. Evnen til at føre tropper og myndigheden til at føre kontrol med denne opgave hænger sammen, men er forskellige spørgsmål.

Læst sammen gør disse passager det muligt at skelne mellem kompetence, delegation og tilsyn. En leder kan have brug for frihed til at håndtere en situation uden dermed at få ubegrænset myndighed. Tilsyn er heller ikke altid ensbetydende med løbende at overtage lederens beslutninger. Sammenligningen undersøger, hvilket problem hvert indgreb forsøger at løse.

Sådan undgår man detailstyring fra ledelsen overfører denne spænding til en organisatorisk sammenhæng. Det er en nutidig analogi: En bestyrelse og en direktion gengiver ikke uden videre forholdet mellem en suveræn og en general fra en gammel traktat.

Egne tropper, lejesoldater og afhængighed af andre

I kapitel XII og XIII af Fyrstenskelner Machiavelli mellem egne, lejesoldater, hjælpetropper og blandede styrker. Hans kritik handler både om viljen til at kæmpe og om kontrollen med tropperne. Problemet er ikke løst, blot fordi en styrke viser sig at have militær kapacitet.

Hjælpetropper indebærer en særlig afhængighed: De tilhører en anden magt. Ifølge ræsonnementet i kapitel XIII kan deres indsats gøre den, der har bedt om deres hjælp, afhængig af andres beslutninger. Det militære resultat og modtagerens efterfølgende selvstændighed behøver ikke at udvikle sig i samme retning.

For at analysere dette argument er det nyttigt at skelne mellem lydighed og sammenfald af interesser. To parter kan ønske det samme umiddelbare resultat og være uenige om, hvad der bør ske bagefter. At de samarbejder i et felttog, beviser ikke, at den ene kontrollerer den andens mål.

Machiavelli regner styrker bestående af herskerens undersåtter, borgere eller afhængige blandt sine egne styrker. Denne formulering bør ikke automatisk sidestilles med enhver moderne national hær. Det ville også være upræcist at identificere enhver lønnet soldat med den lejesoldat, han kritiserer: Afhængighedsforholdet er vigtigt i hans argument.

Den passage hos Sun Tzu, der giver en anden indfaldsvinkel, står i kapitel 2: Her overvejer han at behandle tilfangetagne soldater godt og indlemme dem. Spørgsmålet er her, hvordan man kan udvide og opretholde sin egen kapacitet under et felttog. På dette sted opstiller han ikke en tilsvarende teori om borgerbaserede militser.

Fælles for dem er behovet for at forstå, hvad der gør en styrke anvendelig; forskellen ligger i det problem, de undersøger. At indlemme personer, sikre lydighed og bevare politisk selvstændighed er opgaver, der ikke kan betragtes som løst med én enkelt betegnelse for troppernes oprindelse.

Alliancernes rolle hos Sun Tzu udvider perspektivet til også at omfatte forholdet til omverdenen. En alliance, en aftale om at hyre tropper og indlemmelse i egen hær er dog ikke indbyrdes udskiftelige relationer. En sammenligning kræver, at man fastslår, hvilke forpligtelser der gælder, og hvilken myndighed hver part bevarer.

Bedrag, grusomhed og bevarelse af magten

I kapitel 1 fremstiller Sun Tzu bedrag som et militært middel, samtidig med at han i Giles' version regner oprigtighed blandt en hærførers egenskaber. Denne sameksistens gør det umuligt at fortolke enhver henvisning til bedrag som en udifferentieret accept af at lyve i alle relationer.

Kapitel XVIII i Fyrstenbehandler overholdelse af løfter og herskerens brug af fremtoninger. Sammenligningen må tage højde for, at emnet skifter: Adfærd over for en militær fjende dækker ikke alle relationer mellem en fyrste, hans undersåtter og andre magter.

Det fjerner ikke de etiske spændinger i nogen af teksterne, men gør dem lettere at få øje på. Før man hævder, at de begge forsvarer den samme adfærd, må man præcisere, hvem der handler, over for hvem, hvilken forpligtelse der foreligger, og hvilket resultat man søger at opnå. En fælles interesse for effektivitet beviser ikke, at argumenterne er identiske.

I kapitel XVII undersøger Machiavelli forholdet mellem mildhed, straf, frygt og had. Hans forklaringer indgår i et ræsonnement om at bevare magten. Uden yderligere analyse bør de ikke omdannes til påstande, der foregiver at fastslå, hvordan mennesker altid reagerer på tvang.

Sun Tzu indfører en anden begrænsning i kapitel 12: Herskerens eller generalens vrede er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til at gå i kamp. Passagen stiller følelser, der kan ændre sig, over for uoprettelige tab. Denne advarsel problematiserer et bestemt motiv, men udgør ikke en fuldstændig teori om statens rettigheder eller legitimitet.

Det er også nødvendigt at præcisere, hvad det vil sige at bevare noget. At holde herskeren ved magten, bevare institutioner og undgå skade på befolkningen beskriver ikke nødvendigvis det samme resultat. Hvis man behandler dem som synonymer, kan det skjule forskelle, der er relevante for sammenligningen af, hvad hver passage forsøger at beskytte.

Sun Tzu over for Clausewitz giver mulighed for at fortsætte undersøgelsen af forholdet mellem politiske mål og militære midler. I denne læsning af Machiavelli handler spørgsmålet om autoritet, dens støtter og dens begrænsninger – ikke om at tilskrive begge forfattere én og samme amoralitetslære.

Sun Tzu over for Musashi stiller et andet spørgsmål: Hvordan hænger individuel praksis, observation og ledelse af grupper sammen i to militære værker?

Se alle artikler i Sun Tzu over for Clausewitz, Machiavelli, Musashi og Jomini