Sun Tzu og Jomini: styrkekoncentration, terræn og tilpasning

Jomini organiserer strategien gennem baser, linjer og afgørende punkter. Sun Tzu forbinder også positioner, bevægelser og koncentration, men bruger andre kategorier. Sammenligningen gør det muligt at undersøge, hvad en rumlig model kan forklare, og hvad der fortsat afhænger af omstændighederne.

Sammenligningen mellem Sun Tzu og Antoine-Henri Jomini kan ikke reduceres til en modsætning mellem geometri og psykologi. Begge forbinder handling med positioner, bevægelser og modstanderens forhold. I Sun Tzu sammenlignet med andre strateger er det interessant at undersøge, hvordan de ordner disse elementer, og hvilken rækkevidde de tillægger deres principper.

Her benyttes Krigskunsten af Sun Tzu i Lionel Giles’ oversættelse samt Jominis Kompendium over krigskunsten, udgivet på engelsk som The Art of War i G. H. Mendells og W. P. Craighills oversættelse. De danske forklaringer er parafraser.

Operationsbaser og operationslinjer: hvad Jominis geometri beskriver

I artikel XVIII definerer Jomini en operationsbase som den del af territoriet, der leverer ressourcer og forstærkninger, understøtter hæren og giver den mulighed for at rykke ud eller trække sig tilbage. Det er ikke nødvendigvis en bygning eller et enkelt depot. Dens funktion afhænger af dens forhold til operationerne.

Artikel XXI skelner mellem operationsområder og operationslinjer. En linje er ikke en hvilken som helst vej, der er tegnet på kortet: den hænger sammen med hærens foretagender inden for et operationsområde. Flere ruter, som dens divisioner benytter, kan indgå i den samme operationslinje.

Kommunikationslinjer forbinder derimod positioner og dele af styrken. Ved at holde disse begreber adskilt undgår man at gøre hele forklaringen til et spørgsmål om at vælge den korteste vej. En rute kan være kort uden at understøtte den bevægelse, man ønsker at gennemføre, på passende vis.

Jomini definerer indre linjer ud fra forholdet mellem tid: De gør det muligt at samle styrker, før modstanderen kan samle en større styrke imod dem. Deres betydning afhænger ikke udelukkende af, om man indtager midten af en figur. Mobilitet og evnen til at samles indgår også i begrebet.

Denne forskel kan forstås ved hjælp af en hypotetisk skitse. To positioner, der ligger tæt på hinanden på kortet, kan være adskilt af en hindring, der gør det umuligt at etablere hurtig forbindelse mellem dem. To positioner, der ligger længere fra hinanden, kan have en farbar forbindelse. Geometrisk afstand og den faktiske mulighed for at yde støtte er ikke det samme mål.

I kapitel 7 beskriver Sun Tzu en anden måde at forbinde bevægelse og resultat på. Manøvrerne i kapitel 7 undersøger ruten og de vanskeligheder, der er forbundet med at nå frem i en tilstand, hvor man kan handle. Sammenligningen samler et fælles spørgsmål uden at tillægge den kinesiske afhandling Jominis tekniske terminologi.

Koncentration og terræn: ligheder med begrænsninger

I sin fremstilling af det overordnede princip foreslår Jomini, at man samler hovedparten af sine styrker på afgørende punkter og stiller dem over for modstanderens styrkegrupper. Han fremhæver også tidspunktet og energien i udførelsen. Tanken handler ikke blot om at tælle soldater: Det må også forklares, hvor og hvornår koncentrationen kan få konsekvenser.

I kapitel 6 forbinder Sun Tzu også koncentrationen af egne styrker med en opdeling af modstanderens. Denne lighed betyder, at han ikke kan fremstilles som en forfatter, der kun interesserer sig for at påvirke opfattelser. Styrkernes materielle placering indgår i hans ræsonnement.

Men at koncentrere styrker betyder ikke, at man skal samle alt hvor som helst. En styrkeophobning kan, som en forklaring på problemet, gøre bevægelser vanskeligere eller efterlade andre forpligtelser uløste. Det afgørende er forholdet mellem de tilgængelige styrker og en konkret opgave, ikke antallet i sig selv.

I artikel XIX skelner Jomini mellem punkter, hvis værdi skyldes geografien, og andre, hvis betydning afhænger af styrkernes situation. Et sted har ikke automatisk samme værdi i alle felttog. Målet og de indbyrdes positionsforhold ændrer betydningen af at indtage eller miste stedet.

Sun Tzu forbinder ligeledes adfærden med de rumlige forhold. De seks terræntyper i kapitel 10 viser, at tilgængelighed, passager og afstande ikke blot er kulisser. Ledelsen må forstå, hvordan de begrænser handlemulighederne.

Ligheden betyder ikke, at klassifikationerne kan oversættes direkte til hinanden. En terrænkategori hos Sun Tzu svarer ikke nødvendigvis til en jominsk base eller linje. For at sammenligne dem må man præcisere, hvilken relation hvert begreb beskriver: mellem steder, mellem styrker eller mellem en position og den opgave, der er blevet tildelt.

Man bør også undgå, at udfaldet bagudrettet afgør, hvilket sted der var »afgørende«. For at vurdere en fortolkning må man forklare, hvorfor punktet havde betydning før udfaldet, og hvilke alternativer der var til rådighed. At kalde det afgørende efter en sejr erstatter ikke den forklaring.

Generelle principper, menneskelige faktorer og tilpasning

Jomini fremstiller ikke krig som en eksakt videnskab uden menneskelig indblanding. I afslutningen af sit værk og i tillægget understreger han karakterens, ledernes evners og lidenskabernes indflydelse. Samtidig har han stor tillid til sine generelle principper. Begge udsagn er en del af hans tilgang og bør læses sammen.

Spændingen mellem dem er lærerig: Et princip kan strukturere tilbagevendende problemer uden i sig selv at afgøre hvert enkelt udfald. Erkendelsen af, at det er hensigtsmæssigt at koncentrere styrkerne, lader stadig spørgsmålet om det rette punkt stå åbent, ligesom styrkernes faktiske tilgængelighed og muligheden for at gennemføre det planlagte.

I artikel XXI omtaler Jomini linjer, der opstår som følge af begivenheder, der ændrer den oprindelige plan. Denne kategori viser, at hans terminologi også omfatter ændringer under et felttog. En geometrisk beskrivelse indebærer ikke nødvendigvis, at linjeføringen skal fastholdes, når dens forudsætninger ikke længere er til stede.

Sun Tzu beskriver tilpasning med andre billeder og skel. Kapitel 6 afviser en fast form, der er uafhængig af modstanderen. Læst sammen med Jomini gør kontrasten det muligt at skelne mellem en model, der hjælper med at observere, og en opskrift, der vil afgøre sagen, før situationen er kendt.

Vi kan forestille os en fiktiv plan, hvor hovedruten ikke længere er tilgængelig. At fastholde den indtegnede retning ville bevare projektets udseende, men ikke dets gennemførlighed. En revision kræver, at man undersøger, hvilke forbindelser der stadig er åbne, og hvilket mål der fortsat kan nås. At ændre linjen er ikke nødvendigvis det samme som at opgive formålet.

Sun Tzu sammenlignet med Clausewitz uddyber spørgsmålet om udførelsens vanskeligheder med udgangspunkt i friktion. Denne kontrast bør ikke bruges til at bortviske det, Jomini faktisk anerkender om usikkerhed og menneskelige faktorer, eller til at tillægge de tre forfattere en fælles terminologi.

Det nyttige spørgsmål at stille til en strategisk model er, hvad den viser, og hvad den lader stå uafklaret. Et kort kan vise rumlige forhold; det beviser ikke i sig selv, at ressourcerne er til rådighed, at ordrerne bliver forstået, eller hvordan modstanderen vil reagere. Når man præciserer disse begrænsninger, kan man sammenligne Jomini og Sun Tzu uden at gøre den ene til en formel og den anden til en uforklarlig intuition.

Sun Tzu sammenlignet med Musashi fortsætter med at undersøge observation, rytme og læring og skelner mellem individuel udførelse og koordinering af styrker.

Se alle artikler i Sun Tzu over for Clausewitz, Machiavelli, Musashi og Jomini